Nykredit-topchef: Vi har planlagt at ansætte Tonny Thierry i en rum tid

378670_16_9_large_127.jpg
Virksomheder
Eksklusivt for kunder
20. mar 2019 KL.14:45

“Jeg har sammen med mine kolleger planlagt det her i en rum tid."

Sådan siger koncernchef i Nykredit Michael Rasmussen om ansættelsen af tidligere Head of Wealth Management i Danske Bank Tonny Thierry Andersen, der bliver koncerndirektør med ansvar for det nyoprettede forretningsområde Banking i Nykredit.

Ansættelsen kommer, efter de to koncerndirektører Kim Duus og Søren Holm tidligere har meddelt, at de forlader Nykredit. De to direktører udtræder af koncerndirektionen 21. marts og forlader endeligt koncernen ved udgangen af juni.

Sammen med ansættelsen af Tonny Thierry Andersen ændrer Nykredit sin koncernstruktur. Foruden den nye Banking-enhed oprettes en Wealth Management-enhed, hvor Michael Rasmussen selv får det øverste ansvar, men hvor som investeringsdirektør Peter Kjærgaard skal stå i spidsen for den daglige ledelse.

Koncerndirekør Anders Jensen overtager ansvaret for risikostyring, mens David Hellemann fortsat vil være koncerndirektør med ansvar for økonomi- og drift.

Et perfekt match

Michael Rasmussen peger på, at fordi Søren Holm og Kim Duus har meldt deres afgang i god tid, har Nykredits ledelse haft mulighed for at planlægge hele omrokkeringen grundigt.

Det er først i dag blevet offentliggjort, at Søren Holm stopper i Nykredit, fordi han går på pension. Michael Rasmussen har dog kendt til både Holms og Duus' afgange i længere tid.

"Derfor kan jeg jo lave en ret stor ændring på én gang," siger Michael Rasmussen.

Har Tonny Thierry Andersen haft indflydelse på de ændringer, der er sket i organisationen?

"Det er klart, at jeg har haft en løbende dialog, men den overordnede organisering af virksomheden har jeg lavet med mine nuværende kolleger, og så har vi selvfølgelig diskuteret, hvordan det ressortområde passer ind i Tonnys ønsker. Og der har vi fundet ud af, at der er et perfekt match," siger Michael Rasmussen, der vurderer, at hans nye koncerndirektør er en af de stærkeste lederskikkelser i den finansielle sektor.

"Han har en meget bred erfaring og har super flotte resultater bag sig, og så er han i bund og grund enormt kundeorienteret, og det har været mit ønske. Så har han en stor interesse for forretningsudvikling og digitalisering. Og endelig har jeg kendt Tonny både som konkurrent og kollega, og jeg er overbevist om, at han har den personlighed og det værdisæt, der gør, at han vil være en super brik i vores direktionsteam," siger Nykredit-chefen.

Tonny Thierry Andersen har i sin tid i Danske Bank også været chief financial officer og chef for den danske bankforretning. Han og Michael Rasmussen har tidligere arbejdet sammen i bestyrelsen for bankernes brancheorganisation, det nuværende Finans Danmark, hvor de begge har været formænd.