Ny Unibrew-boss skal fortsætte linjen efter afsat topchef

351241_16_9_large_993.jpg
Virksomheder
Eksklusivt for kunder
19. sep 2017 KL.18:05
I et overraskende træk meldte det sydsjællandske bryggeri Royal Unibrew mandag aften ud, at topchefen
Jesper B. Jørgensen træder af med øjeblikkelig virkning.

Selskabets to næstkommanderende, Hans Savonije og Lars Jensen, overtager ledelsen af selskabet.

Den ny topchef, hollandske Hans Savonije, skal overtaget roret og i store træk føre selskabet i samme retning, som under den forrige topchef, der nu er blevet presset ud.

“Planen er nu at eksekvere på planen,” lyder det fra Hans Savonije, der henviser til Royal Unibrews strategi om at være en fokuseret regional leverandør af øl og læskedrikke.

“Vi skal fortsætte med den strategi, som vi allerede er i gang med, som vi har forpligtiget os til, og som lader til at virke godt,

Vil du på et tidspunkt sætte en ny retning, din egen, i selskabet?

“Min retning er den, som virksomheden bevæger sig i lige nu. Jeg har været ved Royal Unibrew i ni år, og sammen med Lars (finansdirektør, Lars Jensen, red.) og tidligere Henrik (forrige topchef, Henrik Brandt, red.) har jeg været meget involveret i strategien, så det er i store træk en plan, som jeg selv har bidraget til,” siger Hans Savonije, der dermed ikke lægger skjul på, at bruddet med Jesper B. Jørgensen ikke vil betyde en ny retning.

Før det gik galt

Tingene flaskede sig ikke med den tidligere topchef, har du tanker om at gøre noget anderledes?

“Jeg ved ikke, om de ikke flaskede sig. Det var en ny administrerende direktør, og under den første periode blev det klart, at matchet mellem ham og måden som tingene bliver gjort på i Royal Unibrew ikke fungerede. Så bestyrelsen besluttede at fjerne manden fra topposten. Og jeg må sige, det var en modig beslutning. Simpelthen fordi det er bedre at gøre det tidligt end senere, hvor tingene er gået galt,” siger Hans Savonije.

Var der tegn på, at det ville gå galt?

“Det må du spørge andre om. Jeg er fokuseret på at drive forretningen fremadrettet og vil ikke beskæftige mig med fortiden,” siger den nye chef.

Royal Unibrew er landets andenstørste bryggeri med blandt andet Royal, Ceres og Faxe i porteføljen.

Det kom bag på markedet, at Royal Unibrew så hurtigt var indstillet på at skifte topchefen ud. Umiddelbart var reaktionen på markedet et fald på knap 4 pct. ved børsmarkedets åbning.

Ikke noget nyt

Bestyrelsen i Royal Unibrew lægger ikke skjul på, at når der nu sker et skifte på topposten, så var det kulturen, der var knas med.

Hvordan er det nye opdrag til den nye direktør?

”Der er ikke noget nyt. Det er det samme opdrag som Jesper B. Jørgensen har arbejdet efter,” siger Kåre Schulz, bestyrelsesformand i Royal Unibrew, der nu også går af.

Hvornår er det gået op for dig, at der var noget, der skulle adresseres?


”Det gik langsomt op for mig. Det er ikke specifikke enkeltstående hændelser, der ligger bag. Det er svært at vurdere, hvad der ligger bag de kulturelle forskelle, der gjorde udslaget. Men jeg påtager mig det fulde ansvar.”

Folk der kender Jesper Jørgensen, siger hans person er meget nem at aflæse?

”Det har åbenbart været så nemt, at vi kunne gennemskue, at der var en psykologisk og kulturel udfordring,” lyder det fra Kåre Schultz.

Bestyrelsesformand Kåre Schultz, der i sidste uge meldte ud, at han skifter fra medicinalvirksomheden Lundbeck til Teva, afløses af den nuværende næstformand, Walter Thygesen, mens Jais Valeur bliver ny næstformand.

Det var tirsdag ikke muligt at få en kommentar fra den afskedigede topchef Jesper B. Jørgensen.

Royal Unibrews sidste regnskab fra slutnignen af august bød på stigende indtjening og et løft af overskudsforventningerne til hele året.