Novo Nordisk får godkendt diabetespille med kæmpepotentiale i USA: "Vigtigheden kan ikke understreges nok"

388154_16_9_large_998.jpg
Virksomheder
Eksklusivt for kunder
20. sep 2019 KL.16:31

Efter seks måneders ventetid har Novo Nordisk nu fået grønt lys fra de amerikanske myndigheder til lægemidlet oral semaglutid - mere populært kendt som diabetespillen. 

Det skriver den amerikanske lægemiddelstyrelse, FDA, fredag eftermiddag i en meddelelse. 

Oral Semaglutid skal markedsføres under navnet Rybelsus og bliver det første af sin slags, et såkaldt GLP-1-middel i pilleform, på det amerikanske marked.

“Vi er meget glade for, at vi kan gøre det første orale GLP-1 tilgængeligt i USA, og dermed udvide behandlingsmulighederne for voksne med type 2 diabetes,” lyder det fra Mads Krogsgaard Thomsen, forskningsdirektør i Novo Nordisk, i en pressemeddelelse. 

Novo-aktien lukkede med en stigning på 2,59 pct. 

Vigtigheden kan ikke understreges nok

Ifølge chefaktieanalytiker i Alm. Brand, Michael Friis Jørgensen, var godkendelsen i det store hele indpriset i markedet, hvilket er grunden til, at aktien ikke stiger voldsommere end knap 3 pct. 

“Det er en afspejling af, at man har haft rigtig gode data, så man har forventet det. Det ligner det, alle har forudsagt. Så nu er det krydset af i bogen for Novo. Nu skal vi så høre, hvad forventningerne er på kort og lang sigt, og nu skal Novo aktien finde sin retning de kommende dage,” siger han. 

Han understreger dog, at vigtigheden af godkendelsen fra FDA er væsentlig større, end man lige nu kan se på aktiekursen. 

“Hele GLP 1 giver dem mulighed for at angribe et seks gange så stort marked som tidligere. Det er allerede indregnet at 40 mia. skal komme fra det her ene produkt. Det er en klar vækstdriver, så det kan ikke understreges nok, hvor vigtigt det er for Novo at få det godkendt,” lyder det fra Michael Friis Jørgensen. 

Samlet estimerer den amerikanske bank Citi, at Novo Nordisk i 2025 sælger GLP1-diabetesmidler for 88 mia. kr. Lægges salget af denne type medicin til fedmebehandling oveni vil Novo Nordisk samlede salg af GLP1-medicin nå 108 mia. kr. i 2025, ifølge banken. Heraf ventes salget af den nye diabetespille at udgøre 40 mia. kr.

Prisen er endnu ukendt

Novo Nordisk oplyser, at der i øjeblikket arbejdes med sygeforsikringsudbydere om udbud af semaglutid-pillen, og at brugerens egenbetaling, gennem et forsikringsprogram, kan komme ned på 10 dollar om måneden. 

Det forlyder endnu ikke, hvad prisen vil være reelt vil være, men Nordea-analytiker Michael Novod vurderede i en analyse tidligere i september, at Novo Nordisk vil sætte nettoprisen for diabetespillen omkring 13 dollar pr. dag.

"Ved det prisniveau estimerer vi, at Novo Nordisk som indledning vil have en bruttomargin på 80 pct. Og generelt mener, at den frygt, der har været udtrykt fra nogle analytikere om bruttomarginen er overgjort og forkert," skriver Nordea-analytikeren, der mener, at selv om Novo Nordisk sætter prisen under niveauet for nogle af de dyreste diabetespiller på markedet i dag, så vil bruttomarginen for Novos tablet være i niveauet 70-75 pct., selv om det prisniveau vurderes som urealistisk.

Pillen vil være tilgængelig i USA fra fjerde kvartal af 2019, mens den stadig afventer godkendelse i EU.

Aktie: Novo Nordisk B