Novo-boss med helt nye data: Svingende eller for lavt blodsukker er potentiel dødsdom

351026_16_9_large_885.jpg
Virksomheder
Eksklusivt for kunder
15. sep 2017 KL. 9:45
Novo Nordisk har fredag morgen på diabeteskonferencen i Lissabon præsenteret nye data, der viser, at diabetikere har større risiko for at dø efter tilfælde med lavt blodsukker (hypoglykæmi, red.), ligesom daglige udsving i blodsukkerniveauet medfører øget risiko for at dø.

”Devote er en guldmine af data, der beviser for første gang på en knivskarp måde et link imellem blodsukkerudsving, almindelig hypoglykæmi og risikoen for at dø. Det er nyt,” siger Mads Krogsgaard Thomsen, koncerndirektør med ansvar for forskning og udvikling i Novo Nordisk.

Risikoen for at dø i forbindelse med et tilfælde med for lavt blodsukker var 2,5 gange større når som helst efter et alvorligt tilfælde, og risikoen for dødsfald var fire gange så stor 15 dage efter et tilfælde med lavt blodsukker. Daglige udsving i blodsukkeret øger også risikoen.

Der er dog en hage ved de nye analyser af Devote-studiet, der er foretaget på 7500 mennesker, der enten fik Novo Nordisks insulin Tresiba eller den konkurrerende insulin Lantus fra Sanofi, og som undersøgte risici på hjertekarsystemet i forbindelse med behandlingen med disse insuliner. Der nemlig ingen bevis for årsagssammenhæng.

”Vi ved ikke, hvad der er hønen og ægget, for det kan også være, at de her mennesker er særligt skrøbelige, så de både er udsat for en alvorlig hypo, og for at dø, og der ikke er en årsagssammenhæng, men der kan meget vel være det,” siger Mads Krogsgaard Thomsen.

De nye data skal stille Novo Nordisk bedre i kampen om at udbrede insulinet Tresiba, som kom lidt sent i gang i USA, men ifølge selskabet er på sporet af at nå en markedsandel på 10 pct. i USA ved udgangen af 2017.

Mere fokus på hjertekarsygdom

Ugens konference i Lissabon har budt på adskillige præsentationer, der har fokus på diabetikeres risiko for hjertekarsygdomme, som er to til seks gange højere for diabetesramte. I nogle lande udgør hjertekartilfælde mere end halvdelen af alle diabetesrelaterede dødsfald, og derfor er der fokus på netop at mindske risikoen for hjertekartilfælde i de nyeste diabetesmidler.

”Når dit blodsukker dykker helt ned, så begynder hjertet at påvirkes. Det kan vi se på EKG-målinger,” siger Mads Krogsgaard Thomsen.

Hjertekarproblematikken har været i fokus under ugens diabeteskonference i Portugal, og i fremtiden vil behandlingsvejledninger og læger foretrække diabetesmidler, der ud over at kunne sænke blodsukkeret, har positiv indvirkning på hjertekarrisikoen samt risikoen for tilfælde med lavt blodsukker.

"Det er efter vores mening de to nuværende drivere for bedre resultater af diabetesbehandlingen, og henter stor opmærksomhed på videnskabelige konferencer," bemærker medicinalanalytiker Michael Novod fra Nordea i en kommentar. 

Ny app afslører risiko

Novo Nordisk har i forbindelse med Devote-studiet og de data, der er kommet om sikkerheden ved de forskellige insuliner fået lavet en app, der endnu ikke er tilgængelig, men den kan ud fra forskellige oplysninger om den enkelte diabetiker fortælle, hvor stor en risiko, der er for at dø inden for det næste års tid.

”Det giver et værktøj, som lægerne kan bruge sammen med diabetikerne, og en måde at hjælpe dem til at opføre sig anderledes, og dermed få bedre chance for at overleve,” siger Mads Krogsgaard Thomsen.

Tresiba er en insulin som tages en gang dagligt, og virker mere end 42 timer med en relativt flad og stabil blodsukkersænkning. Den er i kategorien basal insulin, som er den grundlæggende langtidsvirkende behandling for diabetikere over en dag, hvor der ofte suppleres med hurtigvirkende insulin i forbindelse med måltider.

Devote-studierne viste, at Novo Nordisks Tresiba er bedre til at reducere risikoen for de farlige tilfælde med lavt blodsukker end Lantus, da risikoen var 40 pct. mindre med Novo Nordisks insulin.