Nordjysk softwareudvikler solgte selskab for 100 mio kr: "Vi kan komme rigtig langt med det her"

396089_16_9_large_232.jpg
Virksomheder
Eksklusivt for kunder
17. feb 2020 KL.10:00

Den nordjyske softwareudvikler Michael Bondo Andersen solgte i 2018 datterselskabet Gatehouse Logistics, der arbejder med tracking og deling af data til diverse virksomheder.

Nu viser regnskabet for Gatehouse Holding, at salget gav forretningsmanden og hans partnere en gevinst på 100 mio. kr.

Pengene er røget ind i hovedselskabet, som Michael Bondo Andersen har været direktør for, siden han stiftede selskabet i 1989.

”Før drev vi en forretning, der kreerede rimelig med penge, men ikke noget voldsomt. Så det her er lidt specielt,” griner Michael Bondo Andersen med en nordjysk underspillethed. 

Planen var oprindeligt, at softwareudvikleren skulle skrive sin ph.d. om medicoteknik færdig, men livet som selvstændig trak hurtigt mere, og så blev ph.d.’en droppet.

Indgår handel med mulighedernes land

Gatehouse Logistics blev købt af det amerikanske softwarefirma Project44, og Nørrusundby-virksomhedens evner skal den amerikanske virksomhed sørge for kommer ud på det amerikanske marked.

”På nogle måder var det svært at give selskabet fra sig, men det var det eneste rigtige. Vi kunne enten blive ved med at møde dem som konkurrenter eller lave salget. Project44 havde chancen for at bringe det meget længere, end jeg havde mulighed for,” siger Gatehouse-direktøren om salget.

Prisen for salget må Michael Bondo Andersen ikke udtale sig om pga. fortrolighed, men af regnskabet fremgår det, at bruttofortjenesten for Gatehouse i 2018/2019 er på 132 mio. kr. med en fortjeneste på 100 mio. kr. efter skat. 

Selvom den nordjyske millionær nu har sikret sig selv og familien økonomisk for resten af livet, hviler han ikke på laurbærrene. Direktøren fortæller, at en stor del af købesummen allerede er sat i omløb igen.

”Vi har lavet en reinvestering i Project44, hvor ca. 50 pct. af købssummen er gået til det. Det er spændende, hvad der sker, og vi kan komme rigtig langt med det her,” siger han.

Virksomheden skal vokse

Sammen med familien ejer han op mod halvdelen af Gatehouse Holding, hvoraf det nu solgte Gatehouse Logistics var et ud af tre datterselskaber i koncernen.

Ud over at fokusere på samarbejdet med Project44 vil Michael Bondo Andersen nu bygge sine tilbageværende datterselskaber op. Selskaberne er Gatehouse Maritime, der laver software forbeholdt skibe, og Gategouse Telecom, der fokuserer på software til satellitterminaler.

Gatehouse går dog foreløbig ikke efter et salg af de to sidste datterselskaber, fortæller direktøren.

Derudover har Gatehouse sat gang i et investeringsprojekt kaldet Igniter, der med Gatehouses mangeårige erfaring inden for softwaresystemer skal hjælpe mindre virksomheder til at vokse.

”Det, der driver mig nu, er Igniter og videreudvikling af forretningen. Vi skal vokse, der skal ske noget,” siger Michael Bondo Andersen.

Gatehouse har allerede lavet deres første investering i virksomheden Heliplanner, der arbejder med at optimere brugen af helikoptere til offshoreindustrien ved at implementere digitale platforme. De forventer at finde flere investeringer inden for de næste år.

Michael Bondo Andersen stiftede Gatehouse i 1989, og hans mange år som selvstændig lader til at have inspireret den næste generation:

”De to ældste af mine drenge er også begge selvstændige,” siger han og tilføjer, at han dog ikke regner med, at Gatehouse vil blive et familieforetagende.

rech@borsen.dk