Nordisk hotelkonge køber hotelkæde: "Det er et af de vigtigste køb, jeg har foretaget i mine mange år i hotelbranchen"

385993_16_9_large_863.jpg
Virksomheder
Eksklusivt for kunder
14. aug 2019 KL.10:57

null

Den norske rigmand og hotelejer Petter Stordalen har føjet en hel kæde til sit i forvejen store imperium af ejendomme og hoteller over hele Norden.

Det drejer sig om 11 hoteller i Finland, der går under navnet Kämp – et luksusbrand med mange år på bagen, som primært er at finde i hovedstaden Helsinki.

"Købet af Kämp Collection Hotels er en milepæl for både Nordic Choice Hotels og mig selv. Det er et af de vigtigste køb, jeg har foretaget i mine mange år i hotelbranchen," siger Petter Stordalen.

Ifølge branchekilder ligger handelsprisen sandsynligvis i underkanten af 1 mia. kr. Sælgeren er investorselskabet Capman. Med handlen kommer Petter Stordalens imperium op på en balance på 26 mia. kr. Der ifølge Petter Stordalen har en egenkapital i størrelsesordenen 19 mia. kr.

Mere end 1400 hotelværelser

Kämp Collection Hotels har otte premium-hoteller i Helsinki, et hotel i Sello, et i Espoo og et hotel ved terminalen i Helsinki Airport.

Desuden åbner Kailaniemi Towers i Espoo i 2023. Hotelkæden råder over i alt 1406 hotelværelser, har 350 nye værelser i støbeskeen, driver 17 restauranter og har mere end 550 ansatte.

Kämp Collection Hotels har over halvdelen af den finske hovedstads premiumhoteller.

Parterne har aftalt, at der ikke oplyses en købesum, men det oplyses i en pressemeddelelse fra Stordalen, at der ventes en omsætning på 750 mio. kr. i 2019. Tidligere har omsætningen ligget en hel del lavere, og i de seneste år har resultaterne været magre. Kæden tjente blot 9 mio. kr. i 2017.

Bløde parametre

Vanen tro perspektiverer Petter Stordalen sit opkøb med støtte til en række bløde parametre som f.eks. bæredygtighed, ligestilling og mangfoldighed, der er fast knyttet til hans brand som offensiv hotelinvestor på det nordiske marked.

"Finland og Helsinki er på alles læber. Ud over at have verdens lykkeligste indbyggere er Finland kåret til det mest grønne, stabile, frie og sikreste land på planeten. Med overtagelsen af Kämp Collection Hotels binder vi de nordiske lande endnu tættere sammen, og vores mål er at hjælpe med at øge Finlands attraktivitet som rejsedestination i Norden og internationalt," siger han.

Han har fornyligt købt det tidligere Centralpostkontor I København – et projekt til over 1,5 mia. kr., der er døbt Villa Copenhagen. Her skal investeres så meget, at han ikke regner med, at han selv vil komme til at se break even, men at det vil blive noget som hans børn kommer til at opleve.

Stordalens københavnske hoteller omfatter desuden to ved lufthavnen og flere i det indre København.