Nils Smedegaard kaprer ny post som bestyrelsesformand: "Det er super spændende og enormt sjovt at være med i mange forskellige ting"

389231_16_9_large_521.jpg
Virksomheder
Eksklusivt for kunder
10. okt 2019 KL.14:01
Nils Smedegaard Andersen bliver ny formand for Worldwide Flight Services (WFS), der står for ground handling i 240 lufthavne rundt omkring i verden. 

Det bekræfter den 61-årige erhvervsmand over for Børsen. 

"Jeg har takket ja, fordi det er en spændende opgave. De er ejet af en amerikansk kapitalfond, og jeg bruger en del af mit arbejdsliv på rådgivning inden for dette område. Det er for at have en blanding af private equity-opgaver og store børsnoterede selskaber," siger Nils Smedegaard Andersen. 

Han stod i perioden 2007-2016 i spidsen for A.P. Møller-Mærsk, hvor han især blev kendt for at strømline forretningens processer og styre koncernen igennem en turbulent tid efter finanskrisen. 

Før det var Nils Smedegaard Andersen koncerndirektør i Carlsberg. 

For tre år siden blev han afskediget fra Esplanaden og blev afløst af nuværende topchef, Søren Skou. Kort tid efter igangsatte Mærsk en stort strategiskifte fra konglomerat til transportvirksomhed og satte i den forbindelse alle sine olieaktiviteter til salg. 

Flere bestyrelsesposter 

Afskeden med Esplanaden har imidlertid ikke fået Nils Smedegaard Andersen til at skrue ned for blusset. Tværtimod. 

Siden da er han blevet indlemmet i bestyrelsen hos flere internationale giganter, heriblandt britiske BP, Faerch Group, Unifeeder og WWF - det er sket ved siden af hans hverv som bestyrelsesformand i Salling Group og plads om bordet i fødevarekæmpen Unilever. 

"Det er super spændende og enormt sjovt at være med i mange forskellige ting. Man får virkelig mulighed for at sætte sig ind i en masse forskellige sektorer," forklarer han og understreger, at han ikke savner livet som topchef:

"Nej, det gør jeg faktisk ikke. Jeg styrede ind på en blanding af bestyrelsesarbejde og rådgivning for snart tre år siden, da jeg havde overvejet situation lidt."

Social ansvarlighed i højsædet

Et af tidens helt store temaer, både politisk og i erhvervslivet, er klimapåvirkning og virksomhedernes sociale ansvar. Ifølge Nils Smedegaard Andersen er det temaer, han arbejder aktivt med alle steder. 

"Unilever er et sted, der arbejder meget med corporate social responsibility (CSR), hos Færch er vi startet med at blive meget aktive inden for genbrug, og hos BP arbejder vi på at komme ind i vedvarende energi, og hvordan vi kan nedbringe vores CO2-udslip."

"Så står jeg i øvrigt for sikkerhed og miljøbeskyttelse i mit bestyrelsesarbejde. Jeg synes, jeg trækker en rød tråd igennem at lave noget, der både er spændende og ansvarligt," slutter han.