Mistanke om millionsvindel i Paradis Is

null

297384_16_9_large_372.jpg
Virksomheder
Eksklusivt for kunder
12. jan 2015 KL.19:51
Direktør og medejer af de ni Paradis-butikker, der gik konkurs i oktober, Nicolaj Brix Christensen, bliver nu undersøgt i forbindelse med en mistanke om millionsvindel i Paradis Franchise-kæden RC Retail.

Frem til konkursen var han direktør og medejer i selskabet RC Retail, som drev Paradis-butikkerne under et franchise-koncept for Paradis Danmark. 

Indtil videre har forklaringen lydt, at der var for meget fart på ekspansionslysten i RC Retail, og at selskabet kollapsede under for tunge og hurtige investeringer. Men nu svirrer rygterne også om, at Nicolaj Christensen begyndte at trække penge ud til sig selv, da han fandt ud af, at økonomien i virksomheden var skrantende.

Ifølge kilder tæt på sagen skulle han have trukket godt 1 mio. kr. ud af selskabet til egen personlig vinding, inden kæden blev erklæret konkurs.

Børsen har været i kontakt med Nicolaj Brix Christensen, men han ønsker ikke at kommentere sagen. 

Kurator undersøger sagen

Per Hald fra advokatselskabet Brandt & Lauritzen er kurator på konkursbehandlingen af RC Retail, og han undersøger nu, om der er foregået noget ulovligt i RC Retail op til konkursen.

”I øjeblikket er der ting, der stritter i begge retninger. Der er noget, der ser mærkeligt ud, men også noget, der indikerer, at der er mange, der er rigtig sure,” siger Per Hald med henvisning til de andre kreditorer og samarbejdspartnere.

Han bekræfter at have modtaget materiale om Nicolaj Brix Christensen, men hvad materialet indeholder, ønsker han ikke at kommentere på. Direkte adspurgt om Nicolaj Brix Christensen har stjålet fra kassen, svarer kurator:

”Det kan jeg ikke udtale mig om. Det er også noget af det, vi er i gang med at undersøge,” siger han.

Han oplyser, at svaret på, om der er foregået noget ulovligt, først ligger endelig klart om en måneds tid.

Partner havde mistanke


For Jesper Ravn, der var partner i RC Retail indtil få måneder før konkursen, kommer nyheden ikke som en overraskelse.

"Det er jeg selvfølgelig rystet over, men det havde jeg en stærkt begrundet mistanke om," siger han.

Hvorfor?

"Der var flere ting, der ikke hang sammen og nogle tal der ikke hang sammen, herunder regninger der skulle være betalt, som ikke var blevet betalt. Der var noget der ikke stemte overens," siger han og fortsætter:

"Jeg fik regnskaber forelagt, og da regnskaberne så havde været forbi revisor, viser det sig, at det slet ikke hænger sammen. Der var ikke overskud, som vi ellers troede, men underskud i selskabet."

Hvor længe har du haft den mistanke?

"Helt tilbage fra da jeg trådte ud i juni. Det var derfor, jeg trådte ud," svarer han.

Voldsom ekspansion

Da de to partnere startede eventyret i 2012, havde de store ekspansionsplaner. De ville åbne et uhørt stort antal is-butikker som franchise-tagere under Paradis Danmark, og kæden skulle ikke kun begrænse sig til Danmark, men inkluderede også planer om butikker i USA.

Jyske Bank og Vækstfonden sadlede dem op med et millionlån, så de kunne finansiere deres vilde planer, men selvom det faktisk lykkedes dem at åbne 11 nye is-butikker og et mejeri på et år, blev investeringerne alligevel for tunge.

Blandt andet endte det centrale mejeri, der skulle forsyne kædens butikker med frisklavet is hver dag, med at blive for dyrt, og indtjeningen i kæden var ikke som forventet.

RC Retail kollapsede i oktober 2014, og de to partnere i virksomheden, Nicolaj Brix Christensen og Jesper Ravn, står i dag tilbage med en gæld i millionklassen. Ifølge Per Hald ender den samlede gæld på mindst 25 mio. kr.

Både Nicolaj Christensen og Jesper Ravn er efter konkursen i RC Retail også gået personlig konkurs. Jesper Ravn ender med en gæld på omkring 16 mio. kr. og er i gang med at få gældssanering i Viborg Skifteret. Situationen omkring Nicolaj Christensens gæld er endnu uklar.