Mette Lykke og Too Good To Go hædres: Hotteste vækstvirksomhed i Europa

381206_16_9_large_559.jpg
Virksomheder
Eksklusivt for kunder
09. maj 2019 KL.16:47

Mette Lykke og holdet bag madspildsappen Too Good To Go er i fuld fart frem, og det bliver bemærket rundtom i Europa.  

Ved den hollandske TNW Conference i Amsterdam er den danske Too Good To Go nemlig blevet kåret som årets hotteste vækstvirksomhed i Europa.

I Amsterdam blev Too Good To Go valgt foran andre b.la. den norske quiztjeneste Kahoot, hvor parametre som trækkraft, overordnet vækst, medieeksponering samt social påvirkning har været til vurdering.

Det skaber stolthed hos den kendte iværksætter Mette Lykke, som tilbage i 2007 var medstifter af træningsplatformen Endomondo, der blev solgt til sportsmærket Under Armour tilbage i 2015 for en halv mia. kr.

“De har været inde og kigge på 300 lovende virksomheder i Europa og har fundet frem til, at vi er den mest lovende. Det er vi selvfølgelig rigtig glade for og stolte over på hele teamets vegne,” siger Mette Lykke.

Nemmere rekruttering

To Good To Go gik I luften I 2016, og siden da har der været fart over feltet for techvirksomheden, som gennem en app, tilbyder forbrugerne at købe mad til udsalgspris hos f.eks. restauranter, som ved lukketid i stedet skulle smides ud.

Udover at have ekspanderet til ni lande foruden Danmark har Too Good To Go været med til at sikre, at 13 mio. måltider er blevet spist i stedet for blot at blive smidt ud.

Vækstrejsen er dog langt fra slut endnu, lyder det fra Mette Lykke, der mener, at anerkendelsen fra Tech 5 Awards kan være med til at skabe yderligere begejstring blandt de 280 ansatte, som fordeler sig på de i alt 11 kontorer rundt i Europa.

Et faktum, der kan være med til at lette rekrutteringsprocessen i den vækstende virksomhed med over 9 mio. brugere.

“Når man vælger at arbejde i en startup, vil de fleste mennesker nok alt andet lige hellere arbejde i én, der siger ud til at være på en lovende rejse, end en hvor der er usikkerhed om, hvordan det kommer til at gå. Så på den måde kan vi nok tiltrække nogle flere kandidater, end hvad vi ellers gør.”

Paralleller til Endomondo

Mette Lykke blev hovedrig, da hun var med til at sælge Endomondo i 2015, og hun kan drage flere paralleller mellem de to startups.

Alligevel er der også markante forskelle på, hvordan arbejdet skal udføres i de to forretninger, da Too Good To Go er afhængige af mandskab i de enkelte lande.

“Det kræver et lokalt team i hvert land. Det gjorde Endomondo ikke. Der havde vi brugere i 192 lande ud fra København, så det var nemmere at skalere. Til gengæld er Too Good To Go-modellen bedre ift. forretningsmodellen. Det er stærkere, at tilbyde en service, der reducerer madspild, end det er at sælge fitnessabonnementer,” lyder det fra Mette Lykke.

Men om Too Good To Go står over for samme fremtid som Endomondo i forhold til et potentielt salg står endnu ikke klart. 

“Det er klart, at når man har investorer inde, har de en forventning om, at på et eller andet tidspunkt får de investeringen tilbage, men det er ikke noget, vi aktivt fokuserer på,“ siger hun og fortsætter:

“Vi tænker mere på den langsigtede ambition om at reducere madspild globalt, og så må vi se, hvad der sker på den anden front."

Savner politisk mod

For ambitionen med Too Good To Go er at mindske madspildet på et globalt plan. Ifølge virksomheden står madspild for otte pct. af den globale drivhusgasudledning.

Men Mette Lykke har også en opfordring til politikerne, som i løbet af den næste måneds tid skal forsøge at tilrane sig vælgernes gunst og opnå valg.

“Jeg synes generelt, at vi godt kan være mere modige på den politiske front, når det gælder klima. Der er bare grænser for, hvor meget forbrugerne kan rykke. Så vi kunne godt tænke os, at der blev taget endnu mere ansvar,” siger Mette Lykke og peger bl.a. på området for afgifter:

“Nu forsøger vi at løse det på markedets vilkår, og det er også fint, at det kan lade sig gøre, men måske kunne man gøre nogle ting nemmere ved at give virksomheder bedre betingelser for ikke at smide mad ud.”

“Der er f.eks. noget ift. afgiftsreglerne, hvor det kan være en økonomisk nødvendighed, at man smider maden ud i stedet for at redde den,” afslutter hun.