Medie: Teva beskyldes for indblanding i amerikansk priskartel

373672_16_9_large_356.jpg
Virksomheder
Eksklusivt for kunder
10. dec 2018 KL.14:47

Topchefer i mere end et dusin kopiproducenter har via kodesprog beskrevet deres forretningsmetoder under steakmiddage, cocktailreceptioner eller runder med golf.

Alt sammen for at dele markedet imellem sig. Det skriver Washington Post.

Blandt de 16 selskaber, som anklages, er israelske Teva Pharmaceutical med danske Kåre Schultz i spidsen. Det er statsadvokaten for konkurrenceovertrædelser i staten Connecticut, der er den styrende kraft i sagen mod kopiproducenterne.

Mandag betyder det, at Tevas aktie ligger til et fald på knap 3 pct. inden markedets åbning i USA.

I det omtalte kodesprog skulle "sandkassen" referere til markedet for receptpligtig kopimedicin, og det var ventet at alle opførte sig pænt i sandkassen, så alle fik en fair andel af markedet.

Det største kartel i historien

Sagen blev indledt i 2016 efter Mylans aggressive prisforøgelse på omtrent 500 pct. for allergipennen Epipen, og omhandlede dengang blot to lægemidler, men er siden vokset til en sag om formodede prisaftaler blandt mindst 16 selskaber og 300 lægemidler.

"Det er højst sandsynligt det største kartel i USA's historie," siger Joseph Nielsen, der er assisterende statsadvokat i Connecticut, og som har foretaget efterforskningen og for første gang udtaler sig om sagen.

Der blev solgt kopimedicin for rundt regnet 104 mia. dollar (681 mia. kr.) i 2017 i USA.

Kopiproducenterne afviser beskyldningerne og mener, at myndighederne mangler beviser om konspiration, ligesom de har fejlet i deres forsøg på at bevise konkurrenceforvridende opførsel blandt selskaberne.