Medie: Coronavirus sender kinesiske raffinaderier på pludselig shoppetur i råolie

396103_16_9_large_130.jpg
Virksomheder
Eksklusivt for kunder
14. feb 2020 KL.15:28

Mens coronavirus har fået Opec til at skære i sin prognose for den globale olieefterspørgsel, prisen på en tønde olie er faldet og leveringer er blevet udskudt og aflyst, er kommercielle kinesiske olieraffinaderier pludselig begyndt at købe markant op olie. 

Det skriver Bloomberg

Indtil 2015 har det kun været statsejede kinesiske raffinaderier og handelsselskaber, der havde lov til at købe og importere råolie, men nu er det også muligt for kommercielle og uafhængige olieraffindaerier. Ifølge Bloomberg har de ikke-statsejede selskaber indtil nu undgået at købe råolie.

Men det pludselige opkøb kan være et tegn på, at de gør sig klar til, at efterspørgslen stiger igen og udnytter faldet i prisen på råolie til at købe billigt ind, skriver mediet. 

I sidste uge skrev Financial Times, at de kinesiske energiselskaber forberedte sig på, at virusudbruddet ville sende olieforbruget ned med op til 25 pct. i februar.

Onsdag skar Opec, der er organisationen af olieproducerende lande, sin prognose for den globale olieefterspørgsel med 440.000 tønder om dagen, fordi virusudbruddet har ramt Kinas olieforbrug.

Fredag ligger en tønde brent-olie omkring 57 dollar pr. tønde. Da nytårsklokkerne ringede 2020 ind kostede en tønde brent-olie omkring 66 dollar og steg til omkring 69 dollar 6. januar.

En tønde WTI-olie koster fredag omkring 52 dollar, mens den har været oppe på omkring 63 dollar pr. tønde i starten af januar.