Medicinalkæmpe sætter ingen penge til side - trods 100.000 søgsmål

389476_16_9_large_826.jpg
Virksomheder
Eksklusivt for kunder
15. okt 2019 KL.19:21
Den amerikanske medicinalkæmpe Johnson & Johnson forventer at vinde en stor del af de utroligt mange retssager, som er anlagt mod selskabet, og derfor har ledelsen ikke tænkt sig at sætte penge til side til at betale erstatninger.

- Lige nu, hvis man tænker på nogle af de sager, som er der, de vil formentlig blive vundet af os i appellerne. Det er intet at bogføre, intet at opskrive. Det ville ikke engang leve op til regnskabsstandarderne, siger finansdirektør i Johnson & Johnson, Joseph Wolk, til Bloomberg News.

Johnson & Johnson står ellers foran mere end 100.000 søgsmål for sin produktsikkerhed og sine markedstaktikker. Blandt andet mistænkes koncernens ikoniske babypudder for at være kræftfremkaldende, da talken, som den fremstilles af, kan have indeholdt asbest, ligesom medicinalkæmpen anklages for at have anvendt marketingstrategier, der har medvirket til opioidepidemien, hvor flere er blevet afhængige af smertestillende midler.

Selv om koncernen altså ikke har tænkt sig at afsætte penge i regnskabet til de mange retssager, hvor man allerede nu har tabt flere og er blevet dømt til at betale store millionbeløb i erstatning, så kan de mange sager nu alligevel mærkes, for Johnson & Johnson har allerede i årets første ni måneder brugt 832 mio. dollar på de mange retssager.

Eksterne eksperter har desuden estimeret, at de mange retssager kan koste farmaselskabet over 15 mia. dollar i erstatninger, skriver Bloomberg News. Her tegner opiodsagerne og sagerne omkring babypudderet sig for 5 mia. dollar hver, mens problemer med kunstige hofter vurderes at kunne koste 4 mia. dollar.

Tirsdag fremlagde Johnson & Johnson sit regnskab for tredje kvartal, og det var bedre end ventet på både top og bund, drevet af fremgang i medicinalsalget, og samtidig løftede koncernen sin prognose for hele 2019.

Aktien stiger på den baggrund med 2,2 pct. til 133,62 dollar, og selv om der er et hop op til den seneste top i midten af december sidste år i 147,84 dollar, så ligger aktien dog 9 pct. over den seneste bund juleaftensdag.

- Investorerne begynder at komme tilbage. De er begyndt at få en forståelse for og bedre sikkerhed omkring risikoniveauet, som faktisk er i aktien, forklarer Wolk til Bloomberg News.

/ritzau/FINANS