Mærsk-formanden bekymrer sig ikke om Trumps klimasyn: "Bare der er markeder nok, hvor synet er et andet, så kommer der et bøjningspunkt, hvor der er en ny verden"

394862_16_9_large_283.jpg
Virksomheder
Eksklusivt for kunder
24. jan 2020 KL.21:00

null

Klima har uden tvivl været det største emne på World Economic Forums topmøde i Davos i den forgangne uge. Og selv om USA's præsident taler om dommedagsprofeter, kan toget ikke stoppes nu

Selvom Donald Trump er præsident i vestens mægtigste land, så er han ikke stor nok til at bremse den grønne omstilling, som erhvervsledere og politikere fra store dele af verden vil sætte skub på.

Sådan lyder det i hvert fald fra to af de tungeste profiler i dansk erhvervsliv: Jim Hagemann Snabe, bestyrelsesformand i Mærsk og Siemens samt Niels B. Christiansen, adm. direktør i Lego.

De har begge været i den schweiziske alpeby Davos i denne uge for at deltage i World Economic Forums topmøde, hvor årets måske største tema var den grønne omstilling.

“Det vil være forkert at sige, at det næsten er ligegyldigt, fordi det er aldrig ligegyldigt, hvad den amerikanske præsident siger og gør. Men en af de store ting, jeg kommer hjem med fra det her møde, er, at 80 pct. af erhvervslederne, der er her, indser, at grøn omstilling er en forretningsmulighed. De ligger deres investeringer om. I min verden stiller politikken rammebetingelserne, men aktiviteterne kommer fra erhvervslivet,” siger Jim Hagemann Snabe i et interview med Børsen på et kontor i Davos med udsigt over de sneklædte alper.

Få dage inden interviewet var Donald Trump selv landet med sin helikopter i den sneklædte by, og hans budskab til de tusindvis af deltagere ved World Economic Forum var ikke til at tage fejl af:

“Dommedagsprofeterne skal vi ikke lytte til. De kræver altid magten til at ændre vores liv. Vi vil aldrig tillade socialister at ændre vores liv,” sagde Donald Trump med henvisning til ønsket om grøn omstilling.

USA er Legos største marked, og legetøjskoncernen vil også lege med på den grønne omstilling. Alligevel trækker Niels B. Christiansen lidt på skuldrene over, at Donald Trump ikke stempler ind i den grønne omstilling.

“Det gør ingen forskel.”

Det bekymrer dig ikke, at præsidenten i USA ikke er lige så grøn som stort set alle andre her i Davos?

“Nej, det gør det faktisk ikke. Vores sigte er længere. Jeg kan heller ikke bruge til noget, at pludselig kommer der en amerikansk præsident, som synes, at vi skal gøre noget ved klimaet, og så har vi ikke lavet noget. Så jeg tror på, at den langsigtede retning er den grønne omstilling,” siger Niels B. Christiansen.

Europas nye vækststrategi

Mens Donald Trump i tirsdags advarede mod dommedagsprofeter i Davos, så var det helt andre toner, der lød fra EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, da hun onsdag talte i Davos.

“European Green deal er vores nye vækststrategi. Vi skal skabe vækst, der giver mere tilbage til planeten, end det fjerner fra den. Europa har fordelen ved at være firstmover,” lød det fra Von der Leyen.

Jim Hagemann Snabe er enig i, at Europa har en fordel ved at rykke hurtigere end andre på klimaet, og han mener, at Trumps defensive tilgang til grøn omstilling i sidste ende vil koste USA.

“Et banalt eksempel er, at i gamle dage var der hestevogne. Så var der nogen, der fandt på at sætte en motor på i stedet for en hest. Det er klart, at man kan forsøge at beholde hestevognene så længe som muligt, men de er grundlæggende udkonkurreret,” siger Jim Hagemann Snabe og fortsætter:
“På samme måde er energi fra fossile brændstoffer nu udkonkurreret af vind og sol, fordi det simpelthen er billigere. Og det er svært at konkurrere med en råvare, der er gratis. Så er der nogen lande, der er tidlige på den og får en fordel, og så er der nogen, der er sene på den og får en ulempe.”

Så USA ender med at få en ulempe?


“Ja, det tror jeg,” siger Jim Hagemann Snabe.

Mens Jim Hagemann Snabe stort set trækker på skuldrene af, at Donald Trump ikke vil den grønne omstilling, så roser han den danske S-ledede regering for at have sat et mål om at reducere udledningen af drivhusgasser med 70 pct. i 2030 målt i forhold til 1990-niveauet.

“Det giver en acceleration. Det giver en tro på, at omstillingen af investeringer er en rigtig omstilling. Så jo flere lande, der bakker op om det her og skaber rammebetingelser for, at det kan betale sig at lave grøn omstilling hurtigt, jo bedre er det.”

Hvis det er dit argument, så er det vel også en udfordring, at Donald Trump ikke har samme syn på klimaet?

“Ja, det kan du sige, men bare der er markeder nok, hvor synet er et andet, så kommer der et bøjningspunkt, hvor der er en ny verden,” siger Jim Hagemann Snabe.