Maersk Drilling taber omsætning: "På længere sigt forventer vi stadig forbedrede markedsvilkår"

381519_16_9_large_626.jpg
Virksomheder
Eksklusivt for kunder
16. maj 2019 KL. 8:10

Opdateret 8.10 Maersk Drillings første kvartalsrapport som selvstændigt, børsnoteret aktieselskab blev nogenlunde som forventet af selskabet selv.

Omsætningen landede på 308 mio. dollar, en tilbagegang fra en omsætning på 336 mio. dollar i fjerde kvartal 2018, men dog stort set på niveau med analytikernes forventninger.

Da Maersk Drilling fremlagde årsregnskab for 2018, fremlagde selskabet en indtjeningsforventning for 2019 på omkring 400 mio. dollars. Den forventning fastholder selskabet. Maersk Drilling har valgt ikke at offentligøre et EBITDA-tal for kvartalet.

EBITDA-forventningen for hele året er markant under 2018-resultatet på 611 mio. dollar før særlige poster. Det er i sig selv ikke nogen nyhed, for det meddelte selskabet allerede, da det offentliggjorde helårstal for 2018. Faldet skyldes, at en del af selskabets borerigge i år kommer ud af kontrakter, indgået på tidspunkter, hvor prisniveauet for boreriggenes arbejde lå højere og bedre end det aktuelle niveau.

Selskabet havde i 1. kvartal en samlet udnyttelsesgrad af sine borerigge og boreskibe på 73 pct. Det er en forbedring i forholdt til fjerde kvartal af 2018, hvor udnyttelsesgraden var 67 pct. Maersk Drillings flåde udgøres af 15 såkaldte jackup-rigge - den type, der står fast på havbunden på "ben" - samt fire flydende rigge og fire boreskibe.

"Vi leverede som forventet i første kvartal. Med en finansiel oppetid på 99,9 pct. leverede vi fortsat en operational performance, der er førende i industrien. Derudover indgik vi en række kontrakter, hvilket bidrager til et fortsat højt niveau af synlighed i indtjeningen.  På længere sigt forventer vi stadig forbedrede markedsvilkår med øget flådeudnyttelse og højere dagsrater," siger adm. direktør Jørn Madsen i en kommentar.

Maersk Drilling, der formelt hedder The Drilling Company of 1972, havde sin børsdebut den 4.april i år og blev i de første timers handel noteret til kurser op imod 570-580. Efterfølgende er aktien dykket  til kurs 470.

Adm. direktør Jørn Madsen sagde forud for børsdebuten, at han forventede volatilitet i aktien den første tid, indtil investorerne havde besluttet sig for, hvordan de så på den nye aktie. 

Ved spaltningen fra det hidtidige Mærsk modtog hver Maersk-aktionær to nye Drilling-aktier for hver gammel Mærsk-aktie.