Lovende Mexico svært for danske virksomheder

252234_16_9_large_904.jpg
Virksomheder
Eksklusivt for kunder
19. feb 2013 KL.12:22

Danske virksomheder med gode ideer har store muligheder i Mexico, der er billigt at producere i og ligger dejlig tæt på verdens største marked i USA. Men det er et hårdt marked, især hvis man skal have fat i det stigende mexicanske privatforbrug.

Det vurderer danskeren Nikolaj Lippmann, der er chef for investeringsbanken Morgan Stanleys analyseafdeling i Mexico.

“Mexico er et af de mindst innovative lande i verden, men det er et af de bedste inden for produktion. Så Mexico passer perfekt til danske selskaber, der lever af at være innovative. Dybest handler det om, at danske virksomheder opfinder noget, sætter en fabrik op i Mexico og sender varerne op til USA,” siger Nikolaj Lippmann.

Tusindvis af udenlandske selskaber har de senere år etableret sig i Mexico pga. lave lønninger og nærheden til USA, bl.a. bilfirmaer, flyindustrien, medicinalselskaber, maskinfabrikker og elektronikfirmaer. Danske firmaer som Grundfos, Danfoss og Lego er blandt de danske virksomheder, der er rykket ind for at sælge både til USA og til det mexicanske marked.

Den anden store mulighed for danske selskaber er forbrugsvarer til middelklassen og overklassen, der får flere penge mellem hænderne i Mexico. Men salget af forbrugsgoder er domineret af store, mexicanske og internationale virksomheder, og det gør det svært for danske selskaber at få fodfæste, vurderer Nikolaj Lippmann.

“Privatforbruget i Mexico har været en sørgelig historie, men der er basis for forandringer over de kommende fem år, drevet af offentlige investeringer, stigende lønninger og bedre lånemuligheder. Det skaber interessante muligheder for danske producenter af forbrugergoder, men danske virksomheder er sent på den, og der er en meget stor udfordring i at få adgang til distributionen,” vurderer Nikolaj Lippmann.

Han peger dog på, at Mexico, efter i første omgang at være blevet kørt over af højoktan-økonomierne i Asien, nu for alvor har fået økonomien på skinner. Bl.a. har Mexico præsteret at vokse 3-4 pct. om året i en periode, hvor USA har ligget underdrejet.

”Mexico har endelig fundet sit eget vækstfundament og er i stand til at outperforme den amerikanske økonomi med større margin. Oven i betyder de politiske forandringer, at der er bedre basis for reformer nu end der har været de seneste 20 år,” siger Nikolaj Lippmann.

Cesar Mireles, direktør for Grundfos i Mexico, påpeger, at Mexico har gennemgået flere positive forandringer gennem de senere år set fra et forretningsperspektiv, bl.a. er der gjort op med tidligere tiders barrierer over for udenlandske selskaber.

”Vi har haft mange kriser i Mexico, men i de seneste 18 år har økonomien været langt mere stabil end tidligere. Den sidste præsident for PRI (politisk parti der regerede frem til 2000, red.) og de sidste 12 år med PAN (PRIs politiske rival, red.) har vi haft langt sundere og mere stabile makroøkonomiske tal. Vi havde tidligere inflationsrater i 20’erne og 30’erne, det er kommet ned på gode, stabile niveauer,” siger Cesar Mireles.

Nikolaj Lippmann fra Morgan Stanley peger bl.a. for et behov for forandring i Mexicos stærkt omdiskuterede energisektor, der er totalt domineret af det statsejede olieselskab Pemex.

“Der er udfordringer I forhold til monopoler, en energisektor, der ikek fungerer og problemer med skattebetalinger. Den nye administration har indikeret, at den er villig til at gøre noget ved hellige køer, som ingen indtil videre har turdet røre ved,” siger Nikolaj Lippmann.

nira@borsen.dk