Ledelsesekspert tordner: Vi dresserer medarbejdere som hunde

354773_16_9_large_206.jpg
Virksomheder
Eksklusivt for kunder
26. nov 2017 KL.12:43


“Lige siden industrialiseringens morgen har vi behandlet medarbejdere som hunde. Hvis vi vil have dem til at gøre noget, der er godt for virksomheden, giver vi dem en belønning: En bonus, en forfremmelse eller billet til et talentprogram.”
“Hvis de gør noget, ledelsen ikke synes om, straffer vi ved at give dem et utrygt arbejdsmiljø, signalerer, at der er fyringer i luften eller tager andre lignende mekanismer i brug.”

Ordene kommer fra Louise Orbesen. Hun har en lang karriere bag sig hos store konsulentfirmaer som McKinsey & Co. og Boston Consulting Group.

Skubber gang i global bevægelse

Nu har hun sagt stop for den form for karriere for i stedet at starte en global bevægelse blandt topledere, professorer, filosoffer og andet godtfolk, der erkender, at metoden pisk og gulerod ikke egner sig til at løfte mennesker derhen, hvor vi kan løse det enkelte menneskes ubalance, der får stress-kurven til stige eksponentielt, og hvor vi på makroniveau står med uoverskuelige problemer med at redde en klode i forfald.

Robotterne tager magten

“Hvis vi skal løse de komplekse problemer, nytter det ikke at uddanne mennesker som gennemsnitlige regnemaskiner. Vi skal give mennesket mulighed for at fordybe sig og udfolde sig kreativt gennem forståelse for den menneskelige psykologi. Altså vække den menneskelige intelligens på et meget højere niveau. Ellers tager robotterne over.”

Oplever du i din dagligdag, at mennesket er så begrænset, at robotterne kan tage over?

“Ja, min datter på 11 år skal igennem nationale test for at vurdere, om hun nu regner og læser godt nok, og hvilket niveau hun ligger på. Men i bund og grund er hun meget mere end det. Hun gør mig allermest stolt, når hun tager modige beslutninger og siger: Mor, jeg vil ikke være med til det her, jeg vil gøre sådan her. Opbakningen til at tænke sådan er ikke tænkt ind i folkeskolen.”

Louise Orbesen samlede i sidste uge omkring 100 danske erhvervsfolk til en kick off konference for bevægelsen Leading Humans, hvor hun fik fuld opbakning og støtte til at arbejde for en ny formel for ledelse, der også omfatter grundlæggende forandringer i skolesystemet, så der bliver plads til at dyrke kreativiteten.

Revisorgigant er partner

Det globale konsulent- og revisionshus EY lagde lokale til konferencen, da de er global partner på bevægelsen Leading Humans og betaler de udlandsrejser, der skal til for, at brede bevægelsen ud internationalt.

“Vi oplever allerede et væld af interesser i udlandet, fordi mange lande har topledere, professorer, filosoffer eller andre lærde, som erkender, at den grådighed, der styrer kapitalismen i dag, ikke holder, hvis vi skal redde kloden og mennesket. Adam Smith har spillet de sidste toner, håber vi.”

Find et mere ædelt formål end profit

Hun henviser til klodens forfald som konsekvens af jagten på vækst og profit, men også til, at flere og flere mennesker er berørte af stress.

En femtedel af arbejdsstyrken er alvorligt ramt af stress, og kun en femtedel er slet ikke berørt af stress. Resten, to ud af tre ansatte, rammes af og til af stress og føler meningsløshed med arbejdet.

“Jeg tror, at vi med bevægelsen kan gøre en forskel ude i virksomhederne. Især ved at agitere for, at virksomhederne bør have et mere ædelt formål end at vokse og tjene penge. Der må være en større grund til, at vores virksomheder eksisterer.”
stho@borsen.dk