Lars Kolind og Allan Søgaard Larsen kaster millioner i startup

341491_16_9_large_816.jpg
Virksomheder
Eksklusivt for kunder
10. mar 2017 KL. 9:47
Den danske iværksættervirksomhed Conferize har fået en kapitalindsprøjtning af de helt store.

Tidligere koncernchef og fortsat medejer i Falck, Allan Søgaard Larsen, og investor og tidligere Oticon-direktør, Lars Kolind, har samlet investeret 16,2 mio. kr. i Conferize, der ellers har forsøgt at gøre sig klar til danske First North for at få fat i kapital.

Betyder denne investering, at I sætter planerne om First North på pause?

"Ikke nødvendigvis. Men der sker mange spændende ting i vores virksomhed, der gør, at folk får øje på os. Og da jeg mødte Lars (Kolind, red.), blev han meget begejstret for det, vi laver, og så fik vi et tilbud, vi ikke kunne sige nej til," siger Martin Ferro-Thomsen, der er adm. direktør og medstifter af Conferize.

Conferize blev etableret i 2012 og har siden skabt en digital pakkeløsning til arrangører af møder, seminarer og konferencer med deltagelse af 50-1000 personer.

Arrangøren kan ifølge direktøren nøjes med at gå til Conferize og oprette det kommende events hjemmeside, billetsalg, mobilløsninger og en social medieplatform, hvor deltagerne kan netværke før, under og efter konferencen.

Pr. dags dato har eventarrangører fra over 120 lande benyttet Conferizes løsning, oplyser Martin Ferro-Thomsen.

"Grunden, til at vi bl.a. gerne vil på First North, er, at vi som vækstvirksomhed har brug for rigtig meget til at drive væksten, og kapital er den benzin vi har brug for. Vi har lavet noget, der virker og bliver brugt i 120 lande, så der er fart på," siger direktøren.

Ny formand

Med de 16,2 mio. kr. følger samtidig en ny bestyrelsesformand i form af Allan Søgaard Larsen.

“Han kan biddrage med alt, hvad en mand, der har taget en dansk virksomhed og skaleret omsætningen flere gange op og gjort virksomheden international. Han kan eksekvere, han har et helt fænomenalt overblik, så ham kan jeg lære fantastisk meget fra," siger Martin Ferro-Thomsen.  

Selv siger den tidligere Falck-koncernchef i en pressemeddelelse:

“Jeg ser betydelig forretningsmæssig værdiskabelse i at udvikle og drive et Event Management System, der kan gøre det enkelt og simpelt at organisere sociale begivenheder og events. Ikke mindst tror jeg, at der vil være stor værdi i at gøre det lettere for deltagere og speakere at dele viden og netværke på tværs – ikke bare under selve eventet, men også før og efter,” siger Allan Søgaard Larsen.

Den anden nye investor, Lars Kolind, hæfter sig i samme meddelelse ved, at Conferize har skabt et solidt fundament.

“Kapitaltilførslen styrker virksomhedens ambition om at blive en global virksomhed med hjemsted i Danmark. Den gennemførte investering sikrer, at stifterne bibeholder en central rolle, hvilket har været afgørende for os. De har en unik indsigt i spændingsfeltet mellem tech og netværksopbygning og besidder den nødvendige eksekveringskraft for at kunne sikre Conferizes succes,” siger Lars Kolind.