Kapitalfond sælger inkassovirksomhed fra Brøndby til rival i milliardhandel

396071_16_9_large_843.jpg
Virksomheder
Eksklusivt for kunder
14. feb 2020 KL. 8:40

Den Brøndby-baserede inkassovirksomhed Collectia får nu nye ejere. 

Den tyske kapitalfond Findos Investor, der i 2016 købte Collectia, har nu sendt inkassovirksomheden videre til den britiske kapitalfondsrival Silverfleet Capital.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Silverfleet, men i en meddelelse bekræfter partner Mark Piasecki, at man har købt Collectia.

“Vi er meget tilfredse med at indgå i et partnerskab med Collectia, som er teknologisk markedsførende på selskabets hovedmarked i Danmark og har en lang række muligheder for at ekspandere både i Danmark og i udlandet,” udtaler Mark Piasecki.

Pris på 1 mia 

Parterne ønsker ikke at offentliggøre, hvad handlen værdisætter Collectia til, men ifølge Børsens oplysninger værdisætter transaktionen Collectia til godt 1 mia. kr.

Findos overtog Collectia i 2016 fra den internationale koncern Transcom, og siden er selskabet vokset betydeligt med både små og store kunder som TDC.

Collectia overtog desuden en portefølje af misligholdt gæld fra Nordea med et samlet pålydende på 4 mia. kr. fordelt på 40.000 forskellige krav - det skete sammen to andre inkassofirmaer, Intrum Justitia og Lindorff.

"Vi har ændret vores strategi fuldstændigt. Findos har virkelig været interesseret i at udvikle os. Vi har både købt en virksomhed i Tyskland og to mindre selskaber i Sverige, så der er sket en masse," sagde Christian La Cour, adm. direktør, til børsen i september.

Overskud markant forbedret 

I det danske selskab, Collectia A/S, kan udviklingen læses sort på hvidt.

Omsætningen er ikke offentlig, men overskuddet er steget fra godt 3 mio. kr. i 2014 til 27 mio. kr. i 2018. 2019-regnskabet er endnu ikke offentliggjort, men selskabet har et mål om at nå en driftsindtjening (ebitda) i omegnen 80-100 mio. kr. 

Collectia er stiftet i 1998 og har primært har aktiviteter i Danmark samt en mindre tilstedeværelse i Sverige, Norge og Tyskland.

Selskabet beskæftiger omkring 175 medarbejdere og betjener ca. 13.000 erhvervskunder
Med opkøbet af Collectia ejer Silverfleet nu to virksomheder i Danmark: Den britiske kapitalfond sidder således også på magten i tøjvirksomheden Masai.

I Danmark har Silverfleet desuden ejet fotovirksomheden Phase One og kornkæmpen Cimbria