Jens Bager efter exit fra Ambu: "Jeg beholder mine aktier"

391149_16_9_large_965.jpg
Virksomheder
Eksklusivt for kunder
13. nov 2019 KL.10:58
Ambu skiftede topchef tidligere i år, og nu kommer turen til bestyrelsesformand Jens Bager, der ventes udskiftet med Lars Rasmussen, tidligere topchef i Coloplast, og i dag bestyrelsesformand i Lundbeck og Coloplast.

Den afgående formand blev i 2018 genstand for en del kritik, efter at han valgte at sælge aktier for over 60 mio. kr. i Ambu, da selskabets aktiekurs var på sit højeste. 

"Det har overhovedet ikke fyldt i forhold til denne beslutning. Det var en privat beslutning, som jeg redegjorde for i et læserbrev, så jeg synes, at alt er sagt i den sag. Denne beslutning er taget, fordi jeg dybt føler, at det er det rigtige for selskabet at skifte formand på dette tidspunkt," siger Jens Bager. 

Over for de nuværende og kommende aktionærer fastslår han, at med udtrædelsen af bestyrelsen har han ingen planer om at sælge yderligere ud.

"Jeg beholdt altså for 40 mio. kr. aktier i Ambu dengang, så det er ikke fordi, at jeg ikke har hånden på kogepladen. Jeg kan sige det meget klart, og det har jeg også sagt til mine kollegaer i bestyrelsen. Jeg beholder mine aktier, og jeg glæder mig også til at følge selskabet fremover som aktionær. Så kan jeg jo få lov til at sidde i salen og stille kritiske spørgsmål," siger Jens Bager. 

Først chefen, så formanden

Ambu sagde tidligere i 2019 farvel til Lars Marcher som topchef, og fik Juan Jose Gonzalez til selskabet, og han har siden lagt an til massive investeringer, der skal opbygge en kommerciel platform, der kan sikre, at Ambu får mest muligt ud af de vækstmuligheder, der ligger inden for engangsendoskoper.

"Ser man helt objektivt på Lars Rasmussen, med 30 år i Coloplast, heraf ti år som succesfuld topchef i et medtech-selskab, som på mange måder havde en parallel rejse med det Ambu nu er i gang med, så tror jeg det er svært at pege på en bedre egnet formand," siger Jens Bager.

Den kommende formand har stifterfamiliens opbakning, hvorfor en generalforsamling formentlig bliver en formsag i forhold til valget af Lars Rasmussen som bestyrelsesformand.

"Vi tror, at Lars Rasmussen er den helt rigtige. Han har et dybtgående kendskab til mediko-branchen og engangsprodukter. Så har Lars jo stået i spidsen for en lignende vækstrejse, som den vi regner med at stå over for nu," siger Simon Hesse Hoffmann, barnebarn af stifteren og repræsentant for A-aktionærerne i Ambu. 

Har stifterfamilien skubbet på for et formandsskifte?

"Det har vi faktisk ikke. Det har selv været Jens, der har valgt at trække sig. Så har vi budt Lars Rasmussen velkommen. Vi synes, at det er et ret godt match, og vi tror, at Lars Rasmussen og Juan Jose Gonzalez kan blive et rigtig godt makkerpar. " siger Simon Hesse Hoffmann.
 

Men hvad kan den nye formand bidrage med?

"Jeg har erfaring med at drive langsigtet, profitabel vækst i medikoselskaber, og jeg synes, at Ambu har en unik platform. Jeg er faktisk meget imponeret over den stærke udvikling, Ambu har haft. Det er et selskab, som er et helt andet sted end for ti år siden," siger Lars Rasmussen.

Coloplast har været igennem en vækstperiode, som minder om den Ambu begiver sig ud på, og der kan Lars Rasmussen bidrage med sine erfaringer. 

"Alt hvad der foregår i sådan en rejse over tid, er en form for læring og professionalisering af selskabet, og der har jeg været med på en rejse, som tidsforskudt ligger lidt anderledes end hvor Ambu er, så den har jeg med i bagagen, siger Lars Rasmussen.

Diversitet i bestyrelsen

Han får følgeskab af tidligere Zealand Pharma-topchef Britt Meelby Jensen i bestyrelsen for Ambu, der har været kritiseret for en meget mandsdomineret bestyrelse. Ifølge Lars Rasmussen har selskabet dog allerede opnået stor diversitet i selskabet ved at ansætte en topchef fra Peru med amerikansk ledelsesbaggrund. 

"Skal du være en konkurrencedygtig virksomhed, så skal du sikre på forskellig måde, at du har en spændvidde i den måde, du betragter problemer på, og den måde du problemløser i det hele taget," siger Lars Rasmussen, der nu mener, at pladen er fuld i forhold til formandsposter, han kan magte.

"Der skal være plads til at der sker et eller andet uforudsigeligt i selskaberne, så man kan træde til, og det er der, med den portefølje, jeg har nu," siger Lars Ramussen.