Iværksættere droppede studiet: Omsætter for 19 mio på brugte iPhones

324771_16_9_large_343.jpg
Virksomheder
Eksklusivt for kunder
23. maj 2016 KL.15:41
For blot et år siden genstartede de virksomheden og startede forfra ovenpå et år med underskud. I dag viser et netop afsluttet regnskab, at Phonetrade kommer ud af dens andet leveår med en omsætning på 19 mio. kr. og et bruttoresultat på knap to mio. kr.

”Vores forretning har aldrig gået så godt, som den gør nu,” konstaterer den 24-årige Morten Zachariasen, marketingansvarlig hos Phonetrade, der lever af at købe, reparere og derefter sælge brugte iPhones.

Morten Zachariasen droppede for et par år siden ud af sin bacheloruddannelse i Innovation efter blot otte måneder for at forfølge drømmen som iværksætter.

”Det ville være virkelig dumt ikke at gribe den chance. Som der var mange, der sagde til mig, så er det her ikke en chance, som alle får,” fortæller Morten Zachariasen.

Det samme gjorde den 24-årige salgsansvarlige Dennis Larsen med sin uddannelse i marketing. Sammen med Morten Zachariasen gik han ind i virksomheden i 2013. En virksomhed, der så småt var blevet startet op af den i dag 22-årige Frederik Fisker i 2010.

”Hvis du kun bruger 60-70 pct. på det, fordi du også skal koncentrere dig om skole, så kommer du til at ærgre dig senere hen. Så har du spildt din tid enten det ene eller det andet sted,” konstaterer Morten Zachariasen om grunden til, at han valgte uddannelsen fra.

Lageropbygning og tab af julesalg gav underskud

Men historien om Phonetrade starter langt fra problemfrit og med hidsig vækst. Første år kom virksomheden ud med et lille underskud på 80.000 kr.

”Grunden til vi fik et underskud, var fordi vi brugte hele 2014 på at bygge et lager op,” fortæller Morten Zachariasen og uddyber:

”Hvis du sælger måske syv-otte forskellige modeller af telefoner, der alle sammen har to forskellige standbeskrivelser, tre forskellige farver og tre forskellige gigabytes, så er vi oppe på rigtig mange forskellige kombinationer af telefoner. Så ender det med, at man har rigtig mange penge bundet i et varelager, og det var det, vi gjorde i 2014.”

Desuden blev de ramt af en hjemmesideansvarlig, der valgte at træde ud af virksomheden, lige inden julesalget blev skudt i gang.

”Det gjorde, at vi stod uden en, der kunne lave vores hjemmeside. Det er ret væsentligt, når man kun har sin hjemmeside som salgskanal,” siger Morten Zachariasen, der fortæller, at netop de måneder blev et vendepunkt for virksomheden.

”Vi kiggede hinanden i øjnene og spurgte, om det overhovedet gav mening at fortsætte. Vi valgte at give det et skud, startede helt forfra, og så fik vi vendt det hele på en tallerken. Det var lige dér, det gik fra nul til 100,” husker han.

”Det har været hårdt arbejde”

Ifølge Morten Zachariasen er der én årsag til, at Phonetrade efterfølgende er blevet en succes.

”Det har været hårdt arbejde. Der er ikke noget rocket science over vores forretning, men hver gang vi er stødt på en udfordring, har vi løst den,” fortæller han og nævner som eksempel, at det på et tidspunkt blev et problem for dem at opstøve brugte iPhones i Danmark.

”Vi køber jo fra private, så det er en lidt anderledes forretning, vi har.”

I dag har virksomheden derfor såkaldte brokers i udlandet, hvor de kan bestille store lagre af brugte iPhones.

”Vi har dem, fordi der er nogle sprogbarrierer, og vi ved ikke, hvor vi skal henvende os. På vegne af dem byder vi så på telefoner og køber måske 100 ad gangen,” fortæller Morten Zachariasen.

Ekspert ikke overrasket over succes

Det kommer ikke bag på Thyra Uth Thomsen, lektor og ekspert i forbrugeradfærd på CBS, at Phonetrade har oplevet succes. 

"Begrundelsen ligger formentlig i hele den udvikling, vi ser med deleøkonomien. Selvom det her i virkeligheden ikke er deleøkonomi," siger Thyra Uth Thomsen og uddyber: 

"Men det har ændret vores tankegang om, at nytteværdien af noget ikke længere bare er den nytte, jeg ser i det, men også hvad andre kan få af nytte af det.”

Det har gjort det nemmere for iværksætterne at skabe en forretning, hvor de lever af forbrugernes gamle produkter.

Eksperten peger desuden på, at successen er hjulpet frem af, at mange børn og unge i dag har smartphones.

"Her er det tit begrænset, hvilken værdi forældrene vil lægge i telefonerne," forklarer Thyra Uth Thomsen. Derfor vælger flere forældre at købe en brugt og dermed billigere telefon.

Til sidst peger Thyra Uth Thomsen på forbrugertillid som en faktor, der kan være med til at have givet Phonetrade succes.

”De sælger garantien for, at her har du en telefon, hvor en professionel har været inde over. Det giver en garanti for, at tingene er i orden, og det kan nogle gange være svært at gennemskue, især ved telefoner, når du sælger privat til privat,” konstaterer hun.

Investorer skal være aktive

Indtil videre har hele forretningen hos Phonetrade været finansieret af de tre unge iværksættere selv. Men det billede kan godt ændre sig. Der er dog ét krav, hvis virksomheden i fremtiden skal have investorer i folden.

”Hvis vi sælger noget af virksomheden, skal det være fordi, der er en mening med det. Vi skal vide, at det er en, der f.eks. har nogle kontakter, der giver mening for os,” siger Morten Zachariasen.

Så I vil kun have aktive investorer?

”Helt klart. Vi gider ikke at sælge halvdelen af virksomheden for at få en, der bare sidder og kigger. Vi vil ikke have nogens penge bare for at få deres penge,” fortsætter den marketingansvarlige, men tilføjer dog:

”Så skal det være rigtig mange penge.”

Frygter ikke konkurrenter

I øjeblikket har Phonetrade tre butikker og 13 medarbejdere ansat. I løbet af 2016 regner virksomheden med en omsætning på ca. 25 mio. kr. og et lidt højere resultat på bundlinjen. Og så vil de tre unge iværksættere gerne gøre Phonetrade landsdækkende.

Og udsigten til mulig konkurrence på markedet for brugte telefoner, bliver der ikke skelet meget til.

”Hvis du er bange for konkurrence, så er det fordi, du er lidt usikker på din egen model,” slår Morten Zachariasen fast.

”Vi ved, hvor hårdt det er. Hvis der er nogle andre, der vil stille sig op og stå for skud på det, vi har været igennem, så er det fint,” fortsætter han og konstaterer:

”Der er ikke nogen, der kommer sovende til det.”