It-direktør tryg efter anke i stor sag om momssvindel

294622_16_9_large_774.jpg
Virksomheder
Eksklusivt for kunder
19. nov 2014 KL. 9:46
It-iværksætter Peer Kølendorf er fortrøstningfuld og fattet, selvom Skat nu hiver ham i Højesteret i en stor sag om momssvindel begået af en tidligere medarbejder i it-selskabet Comitel, hvor Kølendorf var direktør.

Anken kommer efter en afgørelse i Østre Landsret, hvor dommerne afviste Skats argument om, at Peer Kølendorf kunne gøres ansvarlig for en betroet medarbejders momskarrusel i Comitel International.

"Jeg er helt tryg ved Højesterets vurdering i denne sag, som jeg var det med Landsrettens vurdering," skriver Peer Kølendorf i en mail.

"Skat vil nu gøre en betroet medarbejders svig principiel, så direktører i Danmark må vente nogen tid endnu, inden de ved, om de ansvarsmæssigt er købt eller solgt i forhold til svig i en organisation," fortsætter it-iværksætteren, som blandt andet har stiftet CBB Mobil.

Dommere afviste Skats argumenter

Sagen omhandler en momskarrusel i årene 2003-2004 i Comitel International, hvor Peer Kølendorf var direktør, bestyrelsesmedlem og hovedaktionær.


"Jeg er helt tryg ved Højesterets vurdering i denne sag, som jeg var det med Landsrettens vurdering" - Peer Kølendorf, it-iværksætter



I samarbejde med andre firmaer havde en ansat i Kølendorfs firma iværksat en momskarrusel, som betød, at selskabet uberettiget fik tilbagetalt 144 mio. kr. fra Skat.

Rettelse: Aldrig sigtet eller tiltalt

Skat har siden i et civilt søgsmål forsøgt at gøre Peer Kølendorf personligt ansvarlig for medarbejderens svig med argumentet om, at han som branchekender burde vide, at momskarruseller var udbredt i branchen.

Den påstand afviste dommerne i Landsretten 31. oktober efter et femårigt retsopgør.

Efter Skats anke i går kom frem skrev Børsen, at Østre Landsret 31. oktober frifandt Peer Kølendorf for momssvindel. Der skulle have stået frifundet i en sag om momssvindel, da it-iværksætteren aldrig har været sigtet eller tiltalt i sagen.

Peer Kølendorf oplyser, at sagen resulterede i så store tab til Comitel International A/S, at selskabet gik konkurs.