Investor om Novo-regnskab: "Jeg tror ikke, at det bliver så begivenhedsrigt"

null

385601_16_9_large_67.jpg
Virksomheder
Eksklusivt for kunder
08. aug 2019 KL. 7:45
Er der vækst nok i de vigtige GLP1-lægemidler, er der et begyndende prispres på den type produkter, og er presset på insulinområdet aftaget, er sammen med udtalelser om den kommende diabetestablet det primære fokus for aktiemarkedet, når Novo Nordisks kvartalsregnskab lander fredag morgen.

”Fokus bliver væksten i GLP1-lægemidlerne samt insulinprodukterne, og ud fra det vi så fra Eli Lilly skal vi vente en fortsat solid vækst i GLP1-markedet og på insulin vil vi fortsat se et pres, men Sanofi viste en stabil udvikling i insulinsalget i USA fra seneste kvartal, så på den måde er der mere ro på i insulinområdet,” siger Claus Henrik Johansen, senior porteføljeforvalter i Danske Bank.

Ifølge et estimat indsamlet af Bloomberg vil Novo Nordisk omsætning lande på 29,441 mia. kr. i andet kvartal, og driftsoverskuddet (ebit) nå 12,985 mia. kr. Det kan sammenlignes med et salg på 27,407 mia. kr. og et overskud af driften på 12,204 mia. kr. i samme kvartal af 2018. 

”Jeg tror ikke, at det bliver et så begivenhedsrigt kvartalsregnskab, men det er klart, at rammer tallene i GLP1-salget skævt i forhold til forventningerne, så vil det få indflydelse,” siger Claus Henrik Johansen.

Ozempic mangedobles

Victoza ventes en nogenlunde flad udvikling med et salg tæt 5,8 mia. kr., mens Ozempic skal mangedobles til et salg omkring 1,9 mia. kr. for at tilfredsstille analytikere og aktiemarked. Endelig ventes GLP1-midlet Saxenda, der anvendes til fedmebehandling, at vokse omtrent 50 pct. til knap 1,3 mia. kr.

I kvartalet er der nogle ekstraordinære udsving i tallene, da ændringen af en offentlig amerikansk sundhedsordning betyder, at Novo Nordisk skal give større rabatter i 2019, og for Novo Nordisk er det især negativt i andet og tredje kvartal. Ifølge Nordea ventes det at påvirke negativt med 700 mio. kr. i andet kvartal. I modsat retning tæller en rabatforskydning for lægemidlet Victoza på 300 mio. kr.

"Udelades effekten for Donut Hole (ændringen af den amerikanske sundhedsordning, red.) vil den underliggende ebit-vækst være 9 pct. i kvartalet, hvilket sætter Novo Nordisk fundamentale performance i perspektiv," mener Michael Novod, medicinalanalytiker i Nordea i en kommentar op til regnskabet.

Han regner med, at udviklingen i første halvår betyder, at Novo Nordisk vil være i stand til at indsnævre prognosen for hele året til den øvre ende af de nuværende intervaller for salg og indtjening. De er på henholdsvis 2-5 pct. vækst i omsætningen og 2-6 pct. vækst i driftsoverskuddet, målt i lokale valutaer. 

Prispres på vej?

Morgan Stanley peger på, at Eli Lilly rapporterede en fremgang i salget af sit ugentlige GLP1-middel Trulicity på 29 pct., mens receptudskrivningerne viste en fremgang på 41 pct. i andet kvartal, hvilket antyder en forringelse af nettoprisen.

Eli Lillys diabeteschef Enrique Conterno forklarede på en telekonference i sidste uge, at selskabet har oplevet noget priserosion, som primært var forårsaget af højere rabatter, som var højere end forøgelsen af listepriserne.

“Vi venter, at investorerne vil holde skarpt øje med Novos regnskab for yderligere tegn på prispres i GLP1-kategorien,” skriver Mark Purcell, aktieanalytiker i Morgan Stanley i en kommentar.  

Tavs om priser for 2020

I de senere år har Novo Nordisk typisk brugt halvårsregnskabet til at give en indikation af prisudviklingen for det følgende år, da selskabet typisk har færdigforhandlet en række konktrakter med de amerikanske indkøbere, men i år ventes Novo-ledelsen at have lynet helt op på den front.

"Vi venter ingen tidlig kommentar om priseffekter i USA for 2020, idet Novo ikke venter nogen særlige ændringer, " vurderer Richard Vosser, medicinalanalytiker i J. P. Morgan i en kommentar. 

J.P Morgan regner med, at den nuværende let negative tendens for priserne vil fortsætte, og spår en yderligere negativ effekt på 800 mio. kr. for ændringen i den amerikanske sundhedsordning Medicare Part D samt en modvind på ca. 10 pct. for insulinerne, og endelig en negativ priseffekt på GLP-1-området på ca. 2 pct. 

Tablet altafgørende

Selv om et regnskab fra Novo Nordisk er meget vigtigt, ikke mindst i det danske aktiemarked, hvor selskabet fylder godt til, så er investorernes omdrejningspunkt for den langsigtede historie om Novo Nordisk den diabetestablet, som ventes godkendt i USA 20. september 2019.

Novo Nordisk lagde fra land ved en kapitalmarkedsdag i 2017 med at sige, at selskabet gik efter en pris, der minder om den på de tilsvarende lægemidler, der skal indsprøjtes, og siden har analytikere og investorer regnet frem og tilbage på hvad forskellige priser vil betyde for salget, og der er et væsentligt spænd mellem de mest positive og de mest negative. 

”Der er stor diskussion om hvad Novo Nordisk vil give af prognose for salget af tabletten for 2020. Nogle siger 1 mia. kr. og andre 2 mia. Kr. Novo gav en lav prognose for Ozempic til at begynde med, men gjorde det meget fornuftigt alligevel, og jeg tror, at de igen vil give beskedne forventninger, og de vil nok ikke sige noget overhovedet ved dette kvartalsregnskab. Det skal først godkendes,”  siger Claus Henrik Johansen.

Aktie: Novo Nordisk B