Implement opruster i kampen mod konkurrenterne: Starter klimaenhed og henter tidligere nøglemedarbejder hos Copenhagen Economics

394227_16_9_large_419.jpg
Virksomheder
Eksklusivt for kunder
14. jan 2020 KL.15:17
Mens Qvartz slår pjalterne sammen med amerikanske Bain for at få en endnu stærkere position i Norden, kommer konsulenthuset Implement på samme tid med flere modtræk.

Mange virksomheder søger mod konsulenthuset for at få bistand til at blive mere bæredygtige, og det har fået Niels Ahrengot, der er ledende partner i Implement, til at starte en decideret klimaenhed.


”Vi har igennem nogle år haft en del opgaver på det her område, men vi oplever så stærk en efterspørgsel for tiden, at vi har besluttet, at nu er tiden kommet til, at vi prøver at samle folk i en enhed,” forklarer Niels Ahrengot.

Implement har omkring 900 ansatte i hele organisationen, og den nye klimaenhed beskæftiger på nuværende tidspunkt 20 medarbejdere.

”Rigtig mange virksomheder har længe haft en agenda om bæredygtighed, men vi kan mærke, at der er rigtig mange, der lige nu kigger sig selv i spejlet og gerne vil gøre noget ved det,” siger Implement-partneren.

Klimaenheden hjælper f.eks. virksomhederne med, hvordan de reducerer CO2-aftrykket, forbruget af plastik og spildevand.

Napper ledende partner hos Copenhagen Economics

Klimaenheden er dog ikke det eneste es, som Implement har i ærmet i kampen mod de udenlandske konsulenthuse.


Således har Implement også gaflet en stribe medarbejdere fra konsulentvirksomheden Copenhagen Economics, der arbejder med økonomiske og regulatoriske analyser.

Det drejer sig blandt andet om Martin Thelle, der gennem en årrække har været ledende partner hos Copenhagen Economics. 

Sammen med tre medarbejdere derfra skal han opbygge et nyt serviceorgan hos Implement, der skal hjælpe virksomheder med at finde navigere i og forstå offentlig regulering.

Samtidig vil Implement også hjælpe offentlige kunder såsom EU eller ministerier med at udarbejde lovgivning, så den bliver brugt af virksomhederne. 

Konsulenthusene har kronede dage - men de kan snart ændre sig

I december kom nyheden om, at Bain sluger danske Qvartz for at få en stærkere position i Norden.

Sammen med Implement har Qvartz gennem de seneste år oplevet en hidsig vækst og begge konsulenthuse er i dag blandt de største spillere på det danske marked sammen med revisionshuset Deloitte og det mere traditionelle strategihus Mckinsey. 

Konsulenthusene, der hjælper virksomhederne med strategiplanlægning og implementering, har dog også befundet sig i en branche, der generelt set er buldret afsted siden finanskrisen. 

Hele 21,7 mia. kr. omsatte de danske konsulenthuse samlet for i 2019, og det markerer en stigning på 57 pct. siden 2010. 


Hos konsulenthusene mærker man lige nu, at kunderne i stigende grad efterspørger hjælp til at reducere omkostningerne, så de står kampklar, når den næste recession rammer. Dermed har kunderne ikke så stort et fokus på vækstfremmende initiativer, som de tidligere har haft. 

Ifølge Henriette Søltoft, der er direktør for Managementrådgiverne, kan den ændrede efterspørgsel være et begyndende tegn på, at de kronede dage i konsulentbranchen er ved at være ovre.

"Jeg er slet ikke i tvivl om, at konsulenthusene vil blive ramt, hvis markedet omkring dem ændrer sig. Der er faretegn på opbremsning i økonomien rundt omkring, og hvis den begynder at slå igennem, slår den med 100 pct. garanti også igennem hos konsulenthusene," vurderer Henriette Søltoft.