Hyundai standser produktion igen: Mangler komponenter fra Kina

396242_16_9_large_583.jpg
Virksomheder
Eksklusivt for kunder
18. feb 2020 KL.10:47

Den sydkoreanske bilproducent Hyundai Motor indstiller igen visse dele af sin produktion i Sydkorea som følge af manglende leverancer fra underleverandører i Kina, hvor udbruddet af coronavirus har påvirket fremstillingsaktiviteten.

Ifølge Yonhap News Agency har Hyundai Motor tirsdag standset en af sine fem største produktionslinjer i Ulsan som følge af de manglende leverancer. Den vil være lukket indtil torsdag og vil påvirke produktionen af bilmodellerne Veloster og Kona.

Standsningen kommer blot fem dage efter, at Hyundai Motor genoptog aktiviteterne på produktionslinjen. Den havde været lukket fra 5. februar til og med 12. februar som følge af mangel på kabelsnore, som er nøglekomponenter til flere bilvarianter, fra kinesisk-baserede sydkoreanske leverandører.

Hyundai Motor oplyser desuden, at selskabets fire andre produktionslinjer i Ulsan er i normal drift, om end det overvejes at suspendere en af linjerne en enkelt dag på fredag. Alle produktionslinjerne blev stoppet 7. februar, men kom gradvist op i fuldt gear igen - før den ene nu igen standses.

Den sydkoreanske bilproducent har syv fabrikker i hjemlandet, hvor de fem ligger i Ulsan, og de to andre i henholdsvis Asan og Jeonju. Desuden har selskabet 10 fabrikker i udlandet, hvor fire er placeret i Kina.

/ritzau/FINANS