Hun har fået nok af jobbet som topleder: “Det er som at køre på firkantede hjul"

368907_16_9_large_152.jpg
Virksomheder
Eksklusivt for kunder
15. sep 2018 KL.10:04

Koncerndirektør i rådgivningsvirksomheden Alectia Tina Moe har i længere tid ytret sin utilfredshed med, at mere og mere af topledernes tid går med at diskutere og kontrollere salgstal og profit.

Bægeret flyder over den dag, det står klart, at nu skal salgstallene ikke længere diskuteres og kontrolleres en gang om ugen, men to gange.

“Fra at kigge på de tal én gang om måneden, blev det til en gang om ugen. Og nu skulle det så være to gange om ugen. Vel at mærke på projekter, som vi solgte med en horisont på tre til 12 måneder,” fortæller Tina Moe og uddyber:

“Kreativiteten lukkede helt ned. Jeg kunne ikke se mig selv i det længere. Jeg begyndte også som leder at blive mere og mere styret af detaljerne med øjnene stift rettet mod talrækkerne. Jeg blev en rigtig dårlig udgave af mig selv. Og så sagde jeg op.”

“Det var som at køre på firkantede hjul, selvom de runde stod lige ved siden af. Vi brugte kun halvdelen af vores ledelsesspænd,” fortæller hun.

Siden opsigelsen for knap tre år siden har hun talt med flere ledere, der har opgivet ledergerningen på grund af samme ensidige fokus på tal og detaljer, der kvæler kreativiteten, fremsynetheden og optimismen i virksomheden.

Nye tanker om ledelser tager form

Hun nu har sat sig ind FNs verdensmål. Studeret ny teknologi i Silicon Valley og nået til den erkendelse, at den gængse ledelsesmodel, der hersker i langt de fleste virksomheder, ikke er fremtidssikret. Det har hun skrevet en bog om: “Leadership of the Future – How to lead in a world that looks nothing like the past.”

Bogen udkommer den 30. september, og hovedbudskabet til toplederne er, at de skal disrupte deres egen ledelsesstil. Bogen er forfatterens bud på, hvordan en ny og tidssvarende ledelsesmodel kan bygges efter syv principper.

“Den hastighed, som de nye teknologier vinder frem med, kolliderer med den detaljestyring og talfiksering, der er i virksomhederne. Lederne er nødt til at slippe kontrol og fokus på fejlminimering og i stedet satse på kreativiteten og de mennesker, der skal skabe værdierne. Men selvfølgelig skal de stadig have et mål,” forklarer Tina Moe.

Hun har nærstuderet ledelsesstilen i flere startup-virksomheder og finder, at de har fat i den lange ende. Kunsten er så at bevare den ubureaukratiske, kreative ledelsesstil, når organisationen vokser og kræver mere struktur.

Mere selvstyre er vejen frem

“Lige som de nye virksomheder bør de etablerede virksomheder organisere sig mere i selvstyrende enheder. Vi skal lægge langt mere magt og ansvar ud i områder, end vi er vant til.”

“Vi skal kunne arbejde med flere ledelsesmodeller på samme tid og erkende, at det ikke kun er teknologien, der ændrer sig hastigt. Det gør forretningsmodellerne også,” siger hun og henviser til, at udviklingen går i retning af platformsforretninger som eksempelvis Amazon. Alt er i spil i denne tid.

Frygt driver dårlig ledelse

Alfa & omega i den tankegang er, at toplederne slipper af med den frygt, der driver detailstyring. Når de frygter, at organisationen ikke kan levere varen, kontrollerer de i et væk.

“Her må vi forstå, at du ikke kan kontrollere dig til mere kreativitet. Du kan ikke komme hvert andet minut og spørge, om du nu har fået en god idé. Derfor handler denne store ændring i ledelsen om at arbejde med vores frygt og styrke det mod, der skal til for at lede medarbejderne til at blive mere kreative og i stand til at træffe beslutninger.”

Tina Moe har bevidst ikke skrevet en bog om, hvor forkert lederne udfører deres gerning, men i stedet valgt at fokusere på den fremtid, som hun mener, kræver en helt ny form for kreativ, ubureaukratisk og smidig ledelse.

Ud over lederjobbet hos Alectia har hun topledererfaring fra bl.a. Novo Nordisk og NNE.
stho@borsen.dk