Hovedaktionær vil afnotere IC Group: "Det bliver rart når vi kan ordne tingene over en kop kaffe uden at skulle tænke på at udsende fondsbørsmeddelelser"

null

384044_16_9_large_881.jpg
Virksomheder
Eksklusivt for kunder
03. jul 2019 KL.18:14
Modemanden Niels Martinsen vil afnotere IC Group, som han nu efter sit frivillige tilbud til modeselskabets øvrige aktionærer ejer mere end 91 pct. af.

Der er ikke brug for at være børsnoteret. Nærmest tværtimod, mener han.

“Der er meget bureaukrati forbundet med at være noteret. Omkostninger er der også. Og ikke mindst, så tager det fokus fra drift og udvikling. Vi har jo nu kun to tøjmærker tilbage og laver en bestyrelse for hvert brand, så vi kan fokusere mere på at skabe en bedre udvikling af mærkerne,” siger Niels Martinsen til Børsen.

“Jeg havde oprindeligt ikke ventet, at vi kunne få så mange aktionærer til at sælge deres aktier, men det letter lidt på skuldrene, at vi nu er kommet så langt, at vi kan indløse de resterende aktionærer og gennemføre en afnotering af selskabet. Jeg er ikke meget til alt det formelle og bureaukratiske,” siger Niels Martinsen - og tilføjer:

“Det bliver rart, når vi fremtidig kan ordne tingene over en kop kaffe uden at skulle tænke på at udsende fondsbørsmeddelelser.”

På den måde kommer IC i samme båd som f. eks. entreprenørselskabet Arkil, hvis stifterfamilie også vil væk fra fondsbørsen.

5-10 mio. kr. pr år

Martinsen anslår, at IC Group årligt har brugt 5-10 mio. kr. på at være børsnoteret og løbende have brug for advokater, revisorer osv. i den forbindelse.

Selv om det er mange penge, er det ikke den afgørende grund til afnotering for Niels Martinsen. Det er derimod den defokusering fra det vigtigste, selskabets drift, som det medfører at være børsnoteret og konstant skulle tænke på, om der skal indsendes en fondsbørsmeddelelse om det ene eller andet.

“Vi kunne godt have levet med fortsat at være børsnoteret, men det bliver rart at få gennemført afnoteringen, som, rådgiverne siger, tager omkring fire uger. Og rart ikke hele tiden at skulle spørge rådgivere for at være sikker på, man ikke gør noget forkert,” siger han.

Ikke interessant selskab 

Niels Martinsen siger, at den omfattende omstrukturering og nedskalering med salg af brands, logistikcenter osv., som IC Group er i gang med, gør, at selskabet ikke er interessant for eksterne investorer. Det er for kompliceret.

“Vi kan heller ikke præcist sige til investorerne, hvornår det bliver godt igen. Med bare to mærker - By Malene Birger og Tiger of Sweden - er det ikke en investeringscase for fremmede. Faktisk vidste jeg godt allerede, da vi i fjor solgte Peak Performance, at selskabet ikke længere ville være interessant for fremmede,” siger Niels Martinsen.

“Nu kan vi fremtidig bruge kræfterne på at udvikle de to brands. I løbet af et år eller to er vi dér, hvor tingene igen ser godt ud med vækst i omsætningen,” vurderer modemanden.

Peak Performance, som i fjor blev solgt til Amer Sports Corporation for ikke mindre end 1,9 mia. kr., var IC Groups største og bedst indtjenende mærke.

Med salget forsvandt over 1 mia. kr. i omsætning. Siden har IC Group skilt sig af med flere mærker og senest sit eget logistikcenter.

Så den store koncern, der en gang omfattede 11 forskellige mærker, som delte en række fællesfunktioner, har nu kun to brands. Også hovedkontoret er under afvikling.

“Det har også været omkostningstungt at drive hovedkvarter. Nu vil vi fremtidig nøjes med to selskaber og formentlig Friheden Invest som holdingselskab. Jeg skal være med i de to mærkers bestyrelser og kommer dermed rigtig tæt på driften. Det glæder jeg mig til,” siger Niels Martinsen, der er mere modetøjsmand end administrator.

Friheden Invest er et investeringsselskab ejet af Niels Martinsen og datteren, Emilie. Farmand sidder på alle de stemmetunge aktier.

Det er mere end 20 år siden, Niels Martinsen fik børsnoteret sit selskab Inwear, der i 2001 blev slået sammen med modemanden Klaus Helmersens konkurrerende selskab Carli Gry, der gik på børsen nogenlunde samtidigt.

Købstilbud

Friheden Invest overtog i foråret 1,4 mio. IC-aktier fra Nordea Funds for 39 kr. pr. stk og fremsatte derefter i maj et tilbud til de øvrige aktionærer i IC Group om at købe deres aktier til en tilsvarende pris.

Tilbudsperioden, der undervejs blev forlænget en smule, sluttede tirsdag. Og summasummarum har Martinsen og Friheden nu 91,18 pct. af IC Group - og dermed pænt over de 90 pct., der kræves for at kunne gennemføre en tvangsindløsning af de resterende aktionærer.