Hotelkongen Niels Fennet med nyt stort overskud

null

304860_16_9_large_171.jpg
Virksomheder
Eksklusivt for kunder
01. jun 2015 KL.14:51
En række danske hotelselskaber har den seneste tid fremlagt rekordregnskaber, og nu følger branchens discountkonge, Niels Fennet, trop.

Milliardærens selskab Cabinn har i 2014 tjent 72 mio. kr. før skat - 11 mio. kr. mere end sidste år - på sine otte hoteller og blander sig dermed i topstriden om at være landets mest profitable hotelkæde.

"Det har været et strålende år, og det kan dårligt være bedre. Men vi er faktisk godt på vej til et super resultat igen i 2015, hvor vi skal til at høste blomsten af nye initiativer,” siger Niels Fennet, som stiftede Cabinn i 1990 på idéen om, at man burde kunne tjene penge på at have små værelser til billige priser.

Den tanke har vist sig at holde stik, for på de 25 år er Niels Fennet blevet en meget velhavende mand.

Nyt hotel på vej

Den seneste tid har Cabinn været i gang med at udvide kraftigt i Aarhus, Esbjerg og i Ørestaden. Og så er et helt nyt hotel på vej i Vejle, fortæller Niels Fennet, som er både direktør og ejer i selskabet.

"Vi kører med den samme strategi som altid, hvor vi både ejer bygningerne og driver hotellerne. Det er guld værd, og jeg har lige finansieret mig med fast rente for de næste ti år. Så vi har sikret os for fremtiden,” siger han.

Netop modellen med at eje bygninger og drive hoteller har vist sig som vinderformlen i branchen. Store kæder som First Hotels og Choice Hotels har således tidligere tabt stort på at leje sig ind i ejendomme på lange kontrakter.

Vil ikke sælge

Cabinn-ejeren har rundet 70 år, men han har ingen planer om at slippe styringen med sit selskab foreløbigt.

"Jeg skal jo tænke på et generationsskifte før eller siden. Men jeg regner med at tage mindst fem gode år endnu. I hvert fald. Men det er da skide irriterende, at min alder ikke kan stå stille, for jeg synes, det kører for mig,” siger Niels Fennet.

Har du nogle børn, som står på spring?

”Nej, men jeg har nogle ledende medarbejdere, som er væsentligt yngre end mig selv. Så mon ikke det går.”

Du kunne jo også sælge det hele?

”Jeg kan godt sige dig, at det gider jeg ikke. Jeg har set mange sælge deres virksomhed og tjene mange millioner, men de går i stå efter få uger. Det med at have ansvaret er det hele værd for mig.”