Højteknologisk fodboldkamera rejser over 40 mio kr til ekspansion i USA

387620_16_9_large_213.jpg
Virksomheder
Eksklusivt for kunder
13. sep 2019 KL.11:15

null

Danske iværksættere i teknologivirksomheden Veo rejser 40 mio. kr. og vil med ny kapital på kontoen forsøge at gøre videooptagelser til allemandseje rundt om i verdens fodboldklubber.

Veo har udviklet et fodboldkamera, der eksempelvis gør det muligt for forældre til fodboldglade børn at se ungerne spille på grønsværen, på samme måde som man traditionelt ser en fodboldkamp i fjernsynet.

“Med det her kamera forsøger vi at gøre noget godt for sporten. Der bliver pumpet en masse penge i de professionelle hold, men den udvikling har man ikke set i de mindre fodboldklubber. Vi forsøger at gøre video tilgængeligt for alle fodboldhold uanset størrelse,” siger Henrik Teisbæk, der er adm. direktør i Veo.

Stor teknologi i en lille grøn kasse

En lille grøn kasse monteret på toppen af en trefod. Det lyder i udgangspunktet simpelt, men det er langt fra tilfældet.

Fodboldkameraet, som Veo har udviklet, er bygget på højteknologisk kunstig intelligens, der blandt andet gør kameraet i stand til at genkende bolden.

Uden hjælp fra en kameramand kan kameraet opfatte scoringer og vise højdepunkter fra en 90 minutter lang fodboldkamp.

Den grønne boks fungerer som et vidvinklet panoramisk kamera, der filmer hele banen, og zoomer ved hjælp af den intelligente teknologi ind på det område, hvor bolden er i spil.

Produktet blev lanceret i efteråret sidste år, og er allerede taget i brug i over 1000 fodboldklubber i Europa, hvor knapt så ressourcestærke fodboldklubber nu har fået muligheden for at bruge video som led i deres talent- og spillerudvikling.

“Kort fortalt har vi puttet en kameramand og en producer ned i et lille kamera, som man kan tage med ud på en fodboldbane. Kameraet følger så spillet helt automatisk,” siger Henrik Teisbæk.

Ud over amerikanske Courtside har også den franske kapitalfond Ventech og danske Seed Capital valgt at investere i Veo.

Klar til at angribe USA

Den danske sportstech-virksomhed har netop nu rejst over 40 mio. kr. i en serie-a runde.

Pengene skal bruges til at fløjte kampen om det amerikanske fodboldmarked i gang.

I første omgang skal der skabes en kommerciel platform i USA, og derudover skal teknologien videreudvikles, så kameraet også kan bruges til andet end fodbold.

“USA er faktisk verdens næststørste fodboldland, så i sig selv er fodbold en interessant forretning derovre, men vi arbejder også på, at vores teknologi på sigt bliver i stand til en dag at rumme andre sportsgrene,” siger Henrik Teisbæk.

På verdensplan er fodbold den absolut mest udbredte sportsgren, men i USA ser tingene anderledes ud.

Her toppes listen af Amerikansk Fodbold, Baseball og Basketball, hvor sidstnævnte også er det næste store skridt for den danske virksomhed.

“Først og fremmest skal vi have skabt en kommerciel salgsplatform, så vi derefter kan bruge den, når vi er klar til at gå ind i andre sportsgrene i USA,” siger han.


Amerikanere i ryggen

Der har været flere investorer bag finansieringen i Veo, hvor blandt andet den amerikanske sports-venturefond Courtside Ventures har bidraget med to mio. dollar til den danske sportstech-virksomheds transatlantiske ambitioner.

Courtside Ventures investerer udelukkende i teknologivirksomheder inden for sportsbranchen, og derfor var danske Veo et godt match.

“Vi har kigget efter automatiserede optagelsesmuligheder, der har været transporterbare, og som samtidig har været til en pris, hvor selv ungdomsholdene har råd til at være med. Vi mødte holdet i Veo, og vi var meget imponerede over, hvad de havde skabt,” siger Vasu Kulkarni, der er adm. direktør i Courtside Ventures og fortsætter:

“Ved at hjælpe Veo ind i USA, undgår de mange af de fejl som vi har set andre begå.”

Netop erfaring og den adgang til det amerikanske marked som Courtside Ventures bidrager med, betyder utroligt meget for den danske virksomhed.

“Det betyder rigtig meget at have amerikanske medejere i ryggen. Vi får adgang til nogle mennesker, som ikke tidligere har været muligt, og det skaber tillid blandt kunder og partnere,” siger Henrik Teisbæk.