Henrik Poulsen efter længe ventet grønt lys fra staten til at sælge Radius: “Processen var selvfølgelig ikke fuldstændig lineær. Det er klart”

387982_16_9_large_739.jpg
Virksomheder
Eksklusivt for kunder
18. sep 2019 KL.16:40

Først fik Ørsted-topchef Henrik Poulsen grønt lys af sin hovedejer, den danske stat, til at sælge eldistributionsforretningen Radius i en struktureret salgsproces i sommeren 2018 efter at have besluttet, at Ørsted ikke er den rigtige ejer på lang sigt.

Så trak Socialdemokratiet og SF pludselig stikket på den igangværende salgsproces i 11. time i januar i år pga. frygt for mulige købere og påførte Henrik Poulsen lidt af en spændetrøje i forhold til, hvem han nu måtte sælge elnettet i Radius til.

Nu, godt otte måneder senere, er det så med andelsejede SEAS-NVE lykkes topchefen at finde en køber, som er politisk spiselig for vindkoncernens majoritetsejer.

Han mener, at man trods tovtrækkeriet med ejeren, det kuldsejlede forløb og et langt mindre køberfelt end på blokken i første omgang er endt med den helt rigtige køber til en god pris på 21,3 mia. kr. Det forklarer Henrik Poulsen på en telekonference for journalister i forlængelse af dagens udmelding.

Set i lyset af det her lange forløb – hvor glad er du som topchef i Ørsted på en skala fra 1/10 for at være ejet af den danske stat?

“Kigger man tilbage over de 7-8 år, jeg har været i virksomheden, har den danske stat været en ret stærk ankerinvestor for koncernen i den forstand, at de har været villige til at supportere en både ambitiøs og til dels risikabel strategi med at transformere virksomheden væk fra fossile brændsler i retning af at blive et globalt førende selskab på grøn energi,” siger Henrik Poulsen og fortsætter:

“Det er heldigvis en transformation, som indtil videre er gået rigtig godt, og det høster de selvfølgelig nogle velfortjente fordele af. Men det er også vigtig at holde sig for øje, at transformationen er sket, mens den danske stat har været majoritetsaktionær, og har supporteret transformationen. Jeg vil sige, at det har været en god ejerskabsoplevelse for mig som CEO.”

Så flere plusser end minusser – eller vil du slet ikke betegne det her forløb som et minus?

“Vi er i min optik endt med den helt rigtige konklusion, som er rigtig god for aktionærerne og vores medarbejdere og kunder. Man kan sige, at processen var selvfølgelig ikke fuldstændig lineær. Det er klart. Og der har selvfølgelig over årene været nogle effekter af at være majoritetsejet af den danske stat. Men hvis jeg gør plusserne og minusserne op, vil jeg klart sige, at samlet set har den danske stat forvaltet sit ejerskab på rigtig god vis. Det synes jeg også, koncernens udvikling viser.”