Genmabs Darzalex solgte for 774 mio dollar i andet kvartal - smadrer analytikernes forventninger

384604_16_9_large_952.jpg
Virksomheder
Eksklusivt for kunder
16. jul 2019 KL.13:12

null

Opdateret 13.12 Genmabs succesfulde middel mod kræft, Darzalex, solgte i årets andet kvartal for 774 mio. dollar. 

Det oplyser Genmabs amerikanske partner Johnson & Johnson i forbindelse med sit kvartalsregnskab.

I samme periode i 2018 solgte Darzalex for 511 mio. dollar. Således er salget steget med 52 pct. 

Salget lander et godt stykke over analytikernes forventninger. Blandt analytikerne var det på forhånd ventet, at Darzalex ville nå et salg på 690 mio. dollar i andet kvartal. 

Engangseffekter står bag en stor del af væksten


Salget i USA var på 369 mio. dollar, mens salget i resten af verden var på 405 mio. dollar.

Ifølge Johnson & Johnson skal en stor del af væksten i Darzalex-salget dog tilskrives engangseffekter fra bl.a. pris- og refusionsforhandlinger i visse europæiske lande. Denne effekt beløber sig til 16 procentpoint af væksten. 

Investorerne tager godt i mod salgstallene fra Johnson & Johnson og sender Genmab-aktien i vejret med omkring 3 pct. til kurs 1225 kr. 

Ifølge JP Morgan ventes Darzalex-salget at give Genmab en royaltyindtægt på 593 mio. kr. Det svarer til en royaltyprocent på 13 pct. 

Flere nyheder i vente fra Genmab


Det er ikke kun salgstallene for Darzalex, der kommer til at præge nyhedsflowet fra Genmab i denne uge. 

Onsdag ventes det danske biotekselskab at prissætte sine aktier forud for selskabets børsnotering i USA. 

Her ventes Genmab at udstede op mod 32 mio. nye aktier, som ifølge analytikerkorpset kan sende op mod 3,6 mia. kr. i selskabets pengekasse. 

Selskabet har dog ikke selv bekræftet, at onsdag bliver dagen, hvor der sættes pris på de såkaldte ADS'er, som udbydes. ADS'er er betegnelsen for de underliggende "American Depositary Securities", som er værdipapirer, der i Genmabs tilfælde hver vil svare til en tiendedel af en Genmab-aktie noteret i Nasdaq København. 

Opdateres