Fra FN til grønt pensionsselskab: 26-årig dansker stryger ind på eksklusiv Forbes-liste

376854_16_9_large_948.jpg
Virksomheder
Eksklusivt for kunder
14. feb 2019 KL. 8:33
Blandt verdens spydspidser til FN's Generalforsamling i New York, sad den dengang 24-årige Niels Fibæk-Jensen i 2016 og undrede sig.

Som medarbejder hos den danske FN-delegation, oplevede han, at man fra politisk hold havde vedtaget en række verdensmål, der hver især skulle være med til at skabe grobund for en bæredygtig fremtid for hele verden.

Men trods politiske skåltaler og deltagernes engagement, var der stadig lang vej til reel forbedring. Årlige investeringer på knap 2500 milliarder dollar om året var nødvendige, hvis verdensmålene skulle nås, og det vækkede genklang i Niels Fibæk-Jensens ører.

En idé voksede i Niels Fibæk-Jensen, der ikke bare kunne se et marked i mere bæredygtige investeringer – han følte et ansvar for at være med til at skabe den forandring, der kunne sikre klodens fremtid.

Det blev startskuddet på virksomheden Matter (tidligere Penstable), som har specialiseret sig i bæredygtige investeringer i samarbejde med pensionsselskabet Skandia.

Et engagement, der har ført til, at danske Niels Fibæk-Jensen er kommet i fint selskab på Forbes' liste over unge under 30 i Europa, der skal holdes et vågent øje med. På listen finder man alt fra Counter-Strike-spillere over sportsstjerner til iværksættere, som har gjort noget bemærkelsesværdigt inden for deres felt.

“I går (dag for udnævnelsen, red.) var en rigtig fed dag. Det er både inspirerende, men man bliver også ret ydmyg i det selskab. Jeg føler mig enormt heldig”, fortæller den i dag 26-årige adm. direktør i Matter.

Men, fortæller Niels Fibæk-Jensen, der har en kandidat i International Business and Politics fra CBS, så er det ikke alene hans egen fortjeneste, at han i dag står på en af de mest eksklusive lister for unge mennesker i finansverdenen.

“Det er primært resultatet af, at vi har bygget et meget, meget godt team op i Matter og er kommet ekstremt langt på to år. Det har jeg været heldig nok til at være en del af.”

Grønt alternativ

Sammen med sin gamle kammerat Emil Fuglsang, satte Niels Fibæk-Jensen sig for at skabe en utraditionel pensionsordning i et marked, hvor der alene i Danmark investeres for næsten 4000 mia. kr.

“Vi syntes, at der manglede et alternativ til dem, der ikke ønsker at investere deres pension i krudt og kugler, fossile brændstoffer eller hvad det måtte være, men som i stedet gerne ville investere deres penge ansvarligt og i grønne projekter,” siger Niels Fibæk-Jensen.

Kort før jul i 2016 flyttede Niels Fibæk-Jensen derfor hjem til Danmark fra New York, hvor han kunne få lidt plads i sin kærestes kollegieværelse. Herfra startede eventyret for de to iværksættere, der officielt igangsatte Penstable, der senere ændrede navn til Matter.

Ret hurtigt fandt de to medstiftere dog ud af, at der var behov for en etableret partner, for at fintech-startuppen kunne fungere. Her faldt valget i oktober 2017 på Skandia, som havde det administrative setup og de nødvendige tilladelser, mens Matter kunne fokusere på dét, som virksomheden er bedst til.

“Sammen med Skandia sammensætter vi en bæredygtig pensionsportefølje, som folk så investerer deres penge i, hvis de får en pensionsordning hos os.”

Investeringsporteføljen, der sammensættes ud fra forskellige screeningsparametre, hvilket Matter står for, mens Skandia forvalter porteføljen, uddyber Niels Fibæk-Jensen. Screeningen kører ad to omgange, og baserer sig ikke på, hvad selskaber siger om sig selv, men nærmere hvad omverdenen fortæller om dem:

“Vi samler først de mest kritiske røster, hvilket primært er fra NGO'er, fra journalister og civilsamfundet i sig selv, og så scanner vi porteføljen ud fra det. Så sorterer vi alt det fra, som vi ikke vil have, hvilket f.eks. kan være fossile brændstoffer, våben eller tobak. Derefter kan vi positivt sortere, hvad vi vil have til at være en del af porteføljen, hvilket så kunne være genanvendelse, grøn energi og sundhedsløsninger.”

En vej videre

Grundet pensionsordningers kompleksitet har det først været muligt at lancere selve pensionsproduktet i oktober 2018, men alligevel har der allerede været en vis efterspørgsel efter produktet, og de første millioner er derfor også allerede investeret, fortæller Niels Fibæk-Jensen.

“I det hele taget er der stor debat om, hvordan pensionsselskaber investerer, og det fylder meget i medierne. Men det vi kan se er, at især blandt unge mennesker er der en stor interesse for at investere ansvarligt med deres pensionsopsparing og gøre en forskel.”

Men som med alle andre pensionskasser, er det også meningen, at pensionen skal stige i værdi, så afkastet af ens opsparing bliver så stor som muligt.

Ifølge Niels Fibæk-Jensen er der dog ikke noget at bekymre sig over, selvom der udelukkende investeres bæredygtigt. Afkastet på en bæredygtig løsning kan godt konkurrere med en klassisk tilgang, lyder det.

“Over de seneste ti år har der ikke været noget trade-off mellem ansvarlighed og afkast i investeringer. Det der har været udfordringen, er, at researchen bag har været så håndholdt, at det har været dyrt for kunderne, men rent afkastmæssigt har der ikke været noget trade-off.”

Et alternativ

For Niels Fibæk-Jensen handler det om, at dem der investerer får muligheden for at vælge et alternativ, som de bedre kan se sig selv i. Men det giver også virksomheden et ansvar for at vise deres brugere, hvad de får ud af investeringen.

“Vi skal kunne vise, hvilken effekt folks investeringer har og gøre det håndgribeligt. Det kunne f.eks. være, hvor meget CO2 man sparer, når man vælger en grøn pensionsordning i forhold til, hvis man vælger en almindelig portefølje.”

Trods Niels Fibæk-Jensens optagelse i det eksklusive selskab på Forbes' anerkendte liste, lægger han dog ikke skjul på, at der ikke må hviles på laurbærrene, men der skal derimod knokles videre, hvis virksomheden skal nå de mål, som den håber på.

“Det er et helt klart mål, at vi skal blive et seriøst alternativ til den klassiske pensionsopsparing. Og så er det også vigtigt for os, at vi kan gøre en forskel og vise en ret etableret branche, at man godt kan konkurrere på det aspekt, der hedder bæredygtighed, så det bliver en faktor i overvejelserne fremover for pensionskunder i Danmark.