Fintech-virksomhed slår sig sammen med Saxo Bank efter tidligere partnerbanks kollaps: “Vi kommer stærkere ud på den anden side”

372393_16_9_large_206.jpg
Virksomheder
Eksklusivt for kunder
19. nov 2018 KL.14:49
Det var et ”slag i ansigtet” for fintech-virksomheden Nord Investments, der leverer digital investeringsservice til deres kunder, da Københavns Andelskasse i september i år kollapsede.

Indtil da havde Københavns Andelskasse været virksomhedens partnerbank, der via eget kundeforhold stod for at levere investeringsrådgivning, depotet og konti til kunderne hos Nord Investments.

Siden har der været sat en stopklods for væksten, og virksomheden har været på jagt efter en ny bank at slå sig sammen med. Nu er kontrakten endelig underskrevet, og sammen med den nye samarbejdsbank, Saxo Bank, er Nord Investments i fuld gang med at udvikle den digitale løsning.

“Det var et ordentligt slag i ansigtet, da Københavns Andelskasse blev overtaget af Finansiel Stabilitet, og det har indtil nu betydet et ophold i vores vækst, fordi det ikke har været tilladt for os at hente nye kunder ind, mens vi stadig var en del af andelskassen. Nu kommer vi adskillige gange stærkere ud på den anden side med et virkelig stærkt partnerskab med Saxo Bank,” lyder det Anders Hartmann, adm. direktør i Nord Investments.

Den nye løsning med Saxo Bank omfatter desuden at Nord Investments får tilladelse som investeringsrådgiver. Nord har afleveret ansøgningen til Finanstilsynet og venter nu på deres tilladelse.

Privatinvestorer kan gennem Nord Investments digitale løsning investere i ETF'er (Exchange Traded Funds), der er billige indeksfonde. Her overvåger og rådgiver Nord Investments om deres kunders investeringer. Det hele er automatiseret og digitaliseret, for at gøre det så nemt og billigt som muligt for kunderne at investere.

Robotrådgivning på et nyt niveau


Men Nord Investments har brug for en bank til at stå for at levere depoter og konti til kunderne. Så når en kunde opretter sig på Nord Investments digitale løsning, indgår de fremover samtidig et kundeforhold med Saxo Bank. Lige nu har Nord Investments 400 kunder, der har investeringer for 80 mio. kr. i Københavns Andelskasse.

Målet er i 2020 at nå 10.000 nordiske privatkunder og 2-3 mia. kr. i investeringer. Og det er Nord Investments klare overbevisning, at samarbejdet med Saxo Bank påvirker målsætningen i en positiv retning.

“Saxo Bank er rigtig stærke på finansiel teknologi. Det betyder fx helt konkret, at når vi tidligere skulle oprette en ny kunde, sad der medarbejdere hos Københavns Andelskasse, der manuelt skulle gøre det. Hos Saxo Bank er den proces automatiseret, og det gør det utrolig nemt og meget hurtigere for kunderne at komme i gang,” siger Anders Hartmann.

Det er på sigt planen, at også handlerne skal automatiseres. Derved er der flere processer, der tidligere har haft menneskehænder inde over, der bliver automatiseret og digitaliseret, fortæller Anders Hartmann:

“Det er derfor, vi siger, at vi tager robotrådgivning til et nyt niveau. Det spiller godt sammen med vores mission om at give danskerne adgang til en nem og billig investeringsløsning.”

Hos Dannebrog Invest ser analytiker Nikolaj Holdt Mikkelsen også skiftet som et løft til hele Nord Investments troværdighed.

“Det lyder som et fornuftigt træk at få en større aktør som partner, især efter deres tidligere bank, som jo viste sig at have problemer flere steder.”

Han er dog ikke sikker på, at bankskiftet nødvendigvis vil give flere kunder:

“For Nord Investment, der var ny på markedet og skulle ud og hente kunder, og de så valgte samarbejde med en af landets mest skrøbelige banker (red. Københavns Andelskasse), det var en dårlig kombination i min optik. Det øger troværdigheden for hele projektet, at Saxo Bank nu er på banen. Men det er egentlig bare at skifte systemleverandør, og jeg tror ikke, at det giver flere kunder af den grund." 

Saxo Bank øjner mulighed for disruption

Også hos Saxo Bank ser man frem til det kommende samarbejde.

“Det giver os en fantastisk mulighed for at være med til at udbrede robotrådgivning inden for investeringer i Danmark, hvilket vi er meget glade for. Nord Investments er med til at disrupte markedet for kapitalforvaltning, og det er en mission, som vi deler og gerne vil støtte op om med vores teknologi,” siger Neil Browning, nordisk chef i Saxo Bank.

Saxo Bank generer via samarbejdet omsætning alt afhængig af, hvor mange kunder Nord Investment får ind, som derigennem skal oprette depot og konti hos banken. Men derudover giver det også adgang til en endnu større kundebase.

“Vi indgår et interessant samarbejde, som vi på sigt ser et stort potentiale i. Vi har jo vores egne direkte kunder, men gennem partnerskabet får vi også mere aktivitet i Saxo Bank,” siger Neil Browning.

Internationale muligheder


Københavns Andelskasses kollaps har betydet, at 30 kunder har forladt Nord Investments. De resterende 400 kunder er blevet, og Anders Hartmann understreger, at kollapset ikke har kostet penge for nogen af deres kunder.

Men virksomheden har taget deres forholdsregler i forbindelse med at skulle finde en ny fremtidig samarbejdspartner.

“Vi mener, at vi med Saxo Bank har fundet en partner, hvor vi har minimeret risiciene mest muligt, og vi ser det som en væsentlig opgradering fra vores tidligere løsning,” siger Anders Hartmann og uddyber:

“Saxo Bank er et stærkt brand, en solid bank og med et ordentligt ry, samtidig med at de er specialiserede inden for investeringer, og det er vi rigtig glade for. Sidst, men ikke mindst, låser det vores internationale muligheder op, som hele tiden har ligget i vores vision, fordi Saxo Bank er en global bank. Vi har mulighed for at tage vores koncept internationalt og vokse sammen med dem, når vi er baseret på deres infrastruktur.”