Fintech-raket kaprer 10 pct. af markedet og gør klar til børsnotering

315827_16_9_large_58.jpg
Virksomheder
Eksklusivt for kunder
03. dec 2015 KL.11:11
Siden Clearhaus for otte måneder siden gik i kødet på Nets og lancerede indløsningsaftaler med butikker, der tager imod betalingskort, er det gået hastigt fremad for det danske fintechfirma.

”Vi gik officielt i gang den 23. marts i år, og siden har vi fået ca. 8 pct. af de danske webshops som kunder. Ud fra de sidste nye tal tror jeg godt, jeg kan sige 10-11 pct. Det er væsentligt bedre, end vi havde forventet,” siger adm. direktør og medstifter Claus Methmann Christensen.

Clearhaus er leverandør af kortindløsningsaftaler, som er nødvendige for, at butikker og andre erhvervsdrivende kan tage imod betalingskort som Visa og Mastercard. Størst på markedet er Nets, som har monopol på dankortindløsninger, og dets datterselskab Teller, som kan bruges til internationale kort.

Forbereder børsnotering

Allerede tilbage i maj luftede Claus Christensen muligheden for at sende Clearhaus på børsmarkedet. Som forberedelse dertil har selskabet siden september været en del af OTC-listen i Danmark, som står for handel med unoterede aktier. Clearhaus befinder sig således i selskab med virksomheder som Danfoss og Aller Holding.

”På minibørsintroduktionen tilbage i september fik vi 30-40 forskellige investorer ind. Vi bygger hele tiden oven på og gør klar til en stor børsnotering eller at invitere en eller flere af de store kapitalfonde ind,” siger Claus Christensen.

”Hvor vi før sommer havde en prissætning på lige omkring de 100 mio. kr., er vi i dag på et sted mellem 200 og 300 mio. kr.,” siger han.

Europæisk lancering

Clearhaus har licens til at drive sin virksomhed i hele EU. Claus Methmann Christensen udtaler, at man har valgt at lave en såkaldt silent launch og ikke reklamere for firmaet, før man er sikker på, alt fungerer, som det skal.

”På det europæiske marked satser vi på at gøre det samme, som vi har gjort i Danmark. Vi forsøger at få en base på et par tusinde kunder i hvert EU-land – selvfølgelig flere i de lande, der er større end Danmark. Målet er at være ude i alle EU-landene og få en markedsandel på 5-10 pct. i hvert land,” siger han.

På den måde forventer den adm. direktør, at firmaet kan opbygge en portefølje på over 200.000 kunder blandt såvel fysiske som netbaserede butikker inden sommeren 2017.