Finanshus: Genmab bør overveje disse tre som partnere

394903_16_9_large_944.jpg
Virksomheder
Eksklusivt for kunder
26. jan 2020 KL.11:13

I løbet af første halvår kan Genmab lande en milliardaftale med et andet lægemiddelselskab, der skal hjælpe med at udvikle og udbrede en lægemiddelkandidat mod lymfekræft, og finanshuset Suntrust peger på tre mulige partnere, der kan løfte opgaven, skriver nyhedsbureauet Bloomberg.

Ifølge finanshuset bør Genmab overveje den eksisterende partner Johnson & Johnson, Abbvie eller Bristol-Myers Squibb (BMS) til opgaven med at maksimere lægemiddelprojektet GEN 3013 inden for lymfekræft, der er et marked, som inden for få år ventes at have en værdi i den tocifrede milliardstørrelse, målt i dollar.

Det amerikanske finanshus J.P. Morgan satte for nylig et topsalgspotentiale for GEN 3013 på 5,1 mia. dollar (34,2 mia. kr.), men indregner det indtil videre med en sandsynlighed for succes på 25 pct.

Vil have partner der minder om Johnson & Johnson

Topchef Jan van de Winkel har ikke lagt skjul på, at han har været imponeret over Johnson & Johnsons evne til at maksimere potentialet af kræftmidlet Darzalex mod knoglemarvskræft, og han har understreget, 
at han søger efter en partner, der kan nogenlunde det samme, når det gælder GEN 3013.

Ud over Johnson & Johnson lever Abbvie og BMS altså op til opgaven med at forme den næste sællert for Genmab, som Jan van de Winkel har til hensigt at Genmab bevarer 50 pct. ejerskab af. 

“Disse amerikanske medicinalkoncerner er store nok til at konkurrere med de førende spillere Roche og Regeneron, der allerede har eksisterende hæmatologiforretning og er erfarne med aggressiv lægemiddeludvikling,” skriver Asthika Goonewardene, analytiker i Suntrust i et notat.

Analytikeren mener, at Novartis også lever op til Genmabs krav, men at den schweiziske koncern nok ikke er interesseret, mens amerikanske Gilead og Amgen kan komme i betragtning på grund af deres åbenhed om kræftpartnerskaber.

1 år bagud

GEN 3013 eller Duobody-CD3xCD20 er rettet mod B-celle defekter, blandt andet lymfekræft, men Genmab er omtrent et år bagud i forhold til konkurrenterne Roche fra Schweiz og den amerikanske biotekvirksomhed Regeneron, som har lignende antistoffer under udvikling.

“Vores program er hundrede gange mere potent end stoffet fra Regeneron og to til fire gange mere potent end det bedste program fra Roche. Der er overvældende interesse fra hele verden for at få adgang til det program. Det er et af de mest spændende programmer vi har i pipelinen,” sagde Jan van de Winkel, adm. direktør i Genmab i foråret 2019.

Potens for et lægemiddel siger noget om hvor lille en koncentration, der skal til for at opnå en terapeutisk virkning. Et lægemiddel hvor en lille koncentration giver en høj virkning, siges at være højpotent og omvendt.

Sætter turbo på udvikling

Genmab har erklæret, at selv om en partner endnu ikke er i hus, vil selskabet sætte turbo på udviklingen, for ikke at halte bagefter konkurrenterne, som det er målet hente ind på i kapløbet om dette gigantiske milliardmarked.

Det er ventet, at Genmab vil finde en partner til lægemiddelkandidaten i løbet af første halvår af 2020.

Aktie: Genmab