Få din fiskeolie leveret til hoveddøren: Matas lancerer abonnementsordning

380096_16_9_large_823.jpg
Virksomheder
Eksklusivt for kunder
16. apr 2019 KL.10:40

null

Fiskeolie, multivitamin og kalktabletter.

Selvom kost- og helstetilskud ikke har de mest tillokkende navne, og måske ikke smager fantastisk, så er produkterne for nogle en vigtig del af hverdagen som en fast del af morgenritualet.

Og det vil Matas nu lukrere på. 

Kosmetik- og skønhedskoncernen Matas lancerer en abonnementsløsning til de kunder, der fast ønsker at få leveret en række produkter.

Det skriver Matas i en pressemeddelelse, hvor det står klart, at det i første omgang vil være helse- og velværesegmentet, der bliver prioriteret. 

“Vi kan se, at der er en stor efterspørgsel efter convenience-koncepter, der gør hverdagen nemmere og billigere for travle familier. Det er baggrunden for, at vi nu på Matas.dk tilbyder vores kunder at sætte udvalgte produkter i abonnement,” siger Brian Andersen, direktør for e-handel hos Matas.

Rabat i udsigt

Målet med den nye satsning er at give Matas' kunder muligheden for faste leverancer, så vitaminbøtten pludselig ikke er tom, og samtidig skal der gives en prismæssig fordel.

Abonnementskunderne stilles nemlig en 20 pct. rabat samt gratis levering i udsigt, hvis de skræddersyr en pakke hos Matas. Og det vurderer Matas, at der er plads til i markedet.

“Undersøgelser fra USA viser, at syv ud af ti forbrugere efterspørger abonnementsløsninger, og også herhjemme er det et marked i voldsom vækst. Retail-abonnementer er helt sikkert et område, der vil udvikle sig løbende. Vores ambition er, at vi hele tiden skal være på forkant med både kundernes behov og markedsudviklingen. Også med dette nye abonnementstilbud," siger Brian Andersen fra Matas.

Pressede Matas

Abonemmentsløsningen skal formentlig ses i forbindelse med et strategiskifte, hvor man over de næste fem år vil investere 600 mio. kr. i at ekspandere på nettet og i butikkerne. 

Et investeringsniveau, der er dobbelt så højt som normalt, og som skal være med til at sikre, at Matas' omsætning stiger til 4 mia. kr. i 2023.


En del af pengene går til udviklingen af et helt nyt butikskoncept, hvor Matas-butikkerne bliver meget større end før, får flere medarbejdere ud på gulvet i stedet for bag kassen og har flere luksusbrands som Chanel og Saint Laurent på hylderne. 

Strategiskiftet kommer som et tilbageslag på et marked med øget konkurrence, hvor detailrivaler som Normal, der med en aggressiv strategi har sat krogen i de prisbevidste kunder, mens Zalando sælger skønhedsprodukter på nettet, og enhver supermarkedskæde har fyldige hylder med cremer, vatrondeller og shampoo.

Sammen med butiksdøden, der rammer flere danske byer, har det givet Matas store problemer med at få omsætningen til at vokse.

Faktisk dykkede den i seneste årsregnskab til 3,4 mia. kr., men med det øgede investeringsniveau er forhåbningen, at det kan ændres.