Erhvervsmæglere taber 35 pct af milliardmarked på kun to år

396012_16_9_large_604.jpg
Virksomheder
Eksklusivt for kunder
13. feb 2020 KL.16:50
Handlen med store ejendomme og ejendomsporteføljer er gået kraftigt tilbage i 2019.

Erhvervsmæglerne solgte sidste år investeringsejendomme for 57 mia. kr. mod 71 mia. kr. i 2018 og astronomiske 88 mia. kr. i 2017.

På to år er den samlede nedgang i salget på ikke mindre end 35 pct. 

Nedgangen smitter af på erhvervsejendomsmæglerne, der ellers har været igennem mange gyldne år med en voldsom stigning i indtjeningen.

Har ramt flere segmenter

“Der er sket et kraftigt fald, og det har ramt flere segmenter. I starten af 2019 var investorerne meget tilbageholdende med at købe boliger til levering to år frem i tiden. De har haft en usikkerhed med hensyn til mulighederne for udlejning og hvilken leje de kunne basere deres investering på,” lyder det fra Peter Winther, der er adm. direktør i Colliers – en af landets største erhvervsmæglere.

I det hele taget var første halvår meget stille, men efter at der kom rentesænkninger, så kom der flere investorer på banen igen, der ville købe ejendomme. Men samlet set er markedet dykket med 20 pct., hvilket også hænger sammen med udviklingen inden for detailhandel.

“Retailområdet har ligget ret stille igennem hele året, og det skyldes den kæmpestore usikkerhed omkring, hvad der sker inden for dette segment,” forklarer Peter Winther.

Vil have kontorer og logistik


Trafikken på markedet er gået væk fra retail og delvist fra boliginvesteringsejendomme til kontor- og logistikejendomme.

På kun to år er den samlede omsætning af investeringsejendomme dykket med 35 pct.

Du er i Ejendomswatch blevet citeret for, at bjørnen kommer, men bare ikke i 2020. Men I har vel en bjørn gående rundt allerede med de dykkende omsætningstal?

“Bjørnen var ment som en recession som en egentlig tilbagegang, og det kan vi ikke se i 2020. Men det er blevet hårdere tider for os i formidlerbranchen efter nogle fantastiske gyldne år i 2017 og i et vist omfang i 2018,” siger Peter Winther, der fastslår, at branchen set over de seneste ti år ikke har den mindste grund til at klage.

Colliers taber 15 pct.

Peter Winther er forsigtig med at være alt for konkret om nøgletallene i Colliers, da det canadiskejede rådgiverselskab er noteret på fondsbørsen, men han nævner dog, at nedgangen i transaktionsvolumen ligger i størrelsesordenen 15 pct. for Colliers vedkommende, og det er han grundlæggende fint tilfreds med, da markedet har tabt omkring 20 pct. af omdrejningerne i 2019.

“Det tyder på, at vi har vundet lidt markedsandele,” lyder det fra Colliers-chefen. Han er overbevist om, at nedgangen i omsætning generelt betyder, at ingen af de større erhvervsmæglere vil melde om stigende omsætning i 2019.

Colliers havde i 2018 et bruttoresultat på 223 mio. kr., og driftsresultatet målt på ebitda lå på 74 mio. kr.

Udviklingen i 2020 bliver bedre som konsekvens af en stor pengerigelighed, og en del af forklaringen på at krybben var halvtom i 2019 var, at sælger og køber specielt i første halvår ikke var i stand til at møde hinanden og handle til en pris som begge fandt fair, mener Peter Winther.

Han anser det for sandsynligt, at markedet vil rette sig i 2020, og at transaktionsvolumen vil ligge højere i 2020 end i 2019.

Opsparet behov for bolighandler

I brancheorganisationen EjendomDanmark peger underdirektør Morten Marott Larsen på, at der er et opsparet behov for omsætning af en række boligejendomme, der har ligget stille igennem flere måneder på grund af den politiske usikkerhed om et indgreb mod de såkaldte §5 stk. 2-renoveringer.

“Jeg vil da tro, at der kommet noget endeligt med hensyn til de nye regler om boligrenovering. Jeg har svært ved at tro, at den kan trækkes ud meget længere. Det må kunne give et positivt bidrag, at de handler, der har ligget og ventet kan afsluttes i 2020,” siger Morten Marott Larsen.

Netop det hårdt ramte salg af boligejendomme som konsekvens af politisk usikkerhed har ramt erhvervsmæglerfirmaet Lintrup & Nogart, der har offentliggjort årsregnskab.

Her fremgår det, at nettoomsætningen er faldet fra 46 mio. kr. i 2018 til 30 mio. kr. i 2019. Resultatet er halveret fra 22,5 mio. kr. til 11,4 mio. kr. før skat.

“Tilbagegangen skyldes også en generel opbremsning i investeringsejendomsmarkedet i løbet af 2019, særligt inden for omsætning af boligudlejningsejendomme som følge af den nye regerings varslede lovindgreb i forhold til Boligreguleringslovens §5, stk. 2.," skriver Lintrup & Norgart i regnskabets ledelsesberetning.