Energikomet brager ind på top 10 over Danmarks største virksomheder efter vild vækst: "Med USA tør vi nu sige højt, at vi er på vej til at blive en global spiller"

389060_16_9_large_7.jpg
Virksomheder
Eksklusivt for kunder
08. okt 2019 KL. 8:44

null

Energibranchen er for første gang landets største på Top1000-listen. Elhandelsvirksomheden Danske Commodities rykker op som nummer ti, og ifølge topchef Helle Østergaard Kristiansen slutter det slet ikke her – i juli lavede selskabet sine første handler i USA

Der er altid lys på stueetagen i Værkmestergade 3 ved banegården i Aarhus.

Morgen, middag, aften og nat. Juleaften, og når nytåret ringes ind. 24 timer i døgnet sidder der tradere hos Danske Commodities og forsøger at tjene penge hjem til Aarhus-virksomheden ved at handle med strøm og gas på tværs af landegrænser.

Blæser det hen på aftenen d. 24. december, så der produceres mere grøn strøm fra de danske vindmøller, end der er behov for, når vi i stearinlysenes skær langer ind over bordet efter mere juleand, er det en oplagt mulighed, som traderne i Aarhus skal have forudset og reagere på.

Med en overflod af strøm falder elpriserne i Danmark, så Danske Commodities kan købe strømmen billigt her og sælge den dyrere et andet sted i Europa med højere efterspørgsel.

Forventer fortsat vækst

Netop det har de specialiseret sig i gennem 15 år. Med over 3750 handler i døgnet har Danske Commodities nået en størrelse, der for første gang placerer selskabet i top 10 på Børsens årlige Top1000-liste over Danmarks største virksomheder målt på nettoomsætning.

En omsætning på 70 mia. kr. i 2018 efter en toplinjevækst på 71 pct. giver den fremadstormende virksomhed en 10.-plads mod en 15.-plads på sidste års liste.

“Kigger man på væksten i oms��tning over de sidste fem år, var 2018 ikke nogen ekstraordinær stigning. Vi har set en støt stigning, og ser den også fortsætte på omsætningen,” fortæller adm. direktør Helle Østergaard Kristiansen om væksten.

Hun overtog i marts posten som topchef fra stifter Henrik Lind, der sidste år solgte livsværket til den norske energigigant Equinor for 3 mia. kr.

Siden entréen som nummer 405 i 2008 er selskabet kravlet støt opad på Top1000-listen hvert eneste år.

Topchefen selv går dog langt mere op i bundlinjen.

“I modsætning til produktionsvirksomheder skal vi ikke lange varer over disken for at skabe omsætning. Vores omsætning skabes ved, at vi klikker på nogle skærme. En stor omsætning er ikke noget værd for os, hvis ikke vi fanger værdien i markedet ved de enkelte handler så effektivt som muligt,” siger Helle Østergaard Kristiansen.

Sammen med rekordomsætningen fulgte også et rekordoverskud på 418 mio. kr. i 2018.
Et “ekstraordinært godt resultat”, der blev hjulpet på vej af “ekstraordinære forhold”, som topchefen beskriver det.

“Det var ekstraordinært koldt i slutningen af februar og starten af marts sidste år, da kuldebølgen kaldet “Beast from the East” rullede ind over Europa. Som tradingvirksomhed lukrerede vi på det,” konstaterer Helle Østergaard Kristiansen.

Hun fastslår, at hun både ser en fortsat vækst i handelsomfanget i 2019 og et voksende Danske Commodities i de næste år. Det gælder geografisk såvel som på volumen i de enkelte handler.

Specielt en nylig indtræden i USA, hvor man lavede de første handler i juli, ser Helle Østergaard Kristiansen store perspektiver i.

“Det er sindssygt spændende. Vi har altid set os selv som en europæisk spiller, indtil vi startede op i Australien sidste år. Med USA tør vi nu sige højt, at vi er på vej til at blive en global spiller,” siger Helle Østergaard Kristiansen.

Energibranchen stormer frem

Selvom Danske Commodities’ udvikling er voldsom, er det blot ét af adskillige energiselskaber, som stormer frem på årets Top1000-opgørelse.

Efter en samlet vækst på 40,9 pct. lægger energibranchen sig for første gang ind som den største branche blandt landets 1000 største virksomheder.

Her er den fulde liste over landets 1000 største virksomheder

Med Ørsted, Danske Commodities og aalborgensiske Centrica Energy Trading helt i front er 16 af branchens 20 største spillere sprunget fremad på årets liste.

Kun to af de 20 største – det skandaleramte energiselskab Verdo samt Maersk Drilling – er skredet baglæns.
Milliardomsætning efter to år

Godt 7 km fra Helle Østergaard Kristiansens hjørnekontor er der heller aldrig mørkt på Tangen 6 i det nordlige Aarhus.

Her holder kun to år gamle Incommodities til, der ligeledes handler med el og gas.
Fra at være startet af fire partnere i 2017, som alle på et tidspunkt har arbejdet for Danske Commodities, beskæftiger den nye spiller nu 40 ansatte.

“Vi har haft store ambitioner fra start, og vores udvikling følger den strategi, vi lagde, da vi grundlagde selskabet. Vi er velsignet med indtil videre at være lykkedes med mange af de ting, vi gerne ville,” fortæller medstifter, partner og adm. direktør Jesper Johanson.

Efter at være kommet ud af stiftelsesåret med 8,7 mio. kr. på bundlinjen hentede Incommodities sidste år 46 mio. kr. hjem.

Selskabet offentliggør ikke omsætning og figurerer derfor ikke på Børsens Top1000-liste.

En toplinje, der ifølge Jesper Johanson lød på runde 1 mia. kr. i 2018, ville dog placere det spæde selskab som nummer 493.

“Der er jo blevet skabt et miljø i Aarhus for denne type forretning – en slags Silicon Valley for handel med el og gas i Europa. Vi startede selv op, fordi vi så, at vi kunne gøre nogle ting anderledes, i særdeleshed på globale trends som digitalisering,” siger Jesper Johanson og uddyber:

“Det handler om at automatisere alle led af værdikæden. Helt fra analysen af vores data til selve handlen, efter handlen og til kontrol af alt, vi laver. Vi kigger på det i alle led og ser os derfor mere som en it-virksomhed end som en tradervirksomhed. Vi bruger vores kompetencer til at handle i el- og gasmarkedet, ja. Men grundlæggende er vi en it-virksomhed.”

Som hos Danske Commodities lyder det fra Incommodities, at man slet ikke er færdig med at vokse. I øjeblikket er Jesper Johanson og partnerne ved at registrere sig i USA, så de også kan handle der.

“Vi ser ind i en rigtig stærk vækst i 2019. Der er stadig godt momentum i selskabet, og vi kommer fortsat til at skulle bruge en del nye folk. Vi tror på, at vores måde at gå til markedet og tænke it og data på har en berettigelse uden for Europa også,” siger Jesper Johanson.

F��dt på det hårdeste marked

Tilbage i midtbyen er Helle Østergaard Kristiansen chef for næsten 300 ansatte.

Under interviewet nævner hun adskillige gange et konstant fokus på at forbedre selskabets modeller og data samt øge automatiseringen i handlerne via mere algoritmehandel, machine learning og robotter til at hjælpe de fysiske tradere. Særligt i et år som 2019, der hidtil ikke har budt på ekstraordinære forhold a la kuldebølgen “Beast from the East” bygger det fundamentet til en stabil underliggende forretning.

Derfor sidder der uden om Danske Commodities’ 60 tradere bl.a. 82 it-medarbejdere, 24 kvantitative analytikere og fire meteorologer.

Den underliggende forretning skal hele tiden kunne holde til, at marginerne konstant udfordres, i takt med at markederne, man opererer på, modnes via øget liberalisering og hårdere konkurrence.

Hverken i den ene eller anden ende af Aarhus er topcheferne dog i tvivl om, at de trods konstante udfordringer fortsat er i stand til at være førende på el- og gashandel.

“Danmark har været førende på vindenergi og turdet satse på det fra et tidligt stadie. Det betyder, at mange af de udfordringer, der f.eks. er med at have ustabile energikilder i vind og sol som en del af sit energimiks, dem har vi håndteret i Danmark først,” siger Jesper Johanson fra Incommodities.
Helle Østergaard Kristiansen beskriver det nordiske marked som det mest liberaliserede og konkurrenceprægede i verden.

“Vi er født, trænet og har skullet vise vores berettigelse her. Så det er klart, at vi i Danmark generelt har været meget fremme i skoene. Det ser du også med både Vestas og Ørsted. Hvis man er trænet på det hårdeste marked og kan tjene penge der, står man bare stærkt, når man går ud i andre markeder,” siger hun.

At netop Aarhus-området er blevet så stort et centrum for energihandel i Europa, at der er spiret adskillige forretninger rundt om Danske Commodities, der åbnede ballet i 2004, handler om, at man har haft muligheder for at tiltrække de rigtige folk.

“Aarhus Universitet er ratet blandt de bedste i Europa og er meget stærkt på teknologi og it. Samtidig har vi ikke de store konkurrenter inden for finansielle institutioner. I København ville der sidde en hel række store banker og investeringsbanker og hive i de samme folk som os. Her er der reelt Sydbank i Aabenraa og Jyske Bank i Silkeborg som de nærmeste hovedkvarterer. Det er en fordel for os,” siger Helle Østergaard Kristiansen.

Har flyttet elhandel til Aarhus

I øjeblikket arbejder hun hårdt på at kapitalisere på de synergier, der kan hentes mellem Equinor og Danske Commodities efter nordmændenes milliardopkøb.

Som noget af det første har Equinor nedlagt sine egne elhandelsaktiviteter og overført dem til Danske Commodities i Aarhus.

“Når en gigantisk spiller som Equinor beslutter sig for, at deres vej ind på markedet skal ligge i Aarhus og ikke i London, giver det nogle helt fantastiske perspektiver,” siger Helle Østergaard Kristiansen.

Selskabet har i den forbindelse overtaget Equinors langsigtede elkøbsaftaler (PPA) og certifikathandel. Blandt de næste træk bliver at overtage optimeringen af Equinors gaslagre i stor skala. Den daglige underliggende elhandelsforretning nyder også allerede godt af samarbejdet, forklarer topchefen.

“Med Equinor i ryggen har vi fået en endnu stærkere finansiel muskel. Det har gjort det lidt lettere at gå til banker og forhandle vores bankgarantiomkostninger. Det gør os mere konkurrencedygtige,” siger Helle Østergaard Kristiansen.

Præcis hvor meget toplinjen kommer til at vokse i år og årene fremover, vil hun ikke spå om.
Men tager man de seneste fem regnskaber, er Danske Commodities’ omsætning vokset med i gennemsnit 39,2 pct.

Fortsætter væksten i det tempo, vil Top1000-rakettens omsætning i 2019 svare til en fjerdeplads på dette års liste.

I 2020 vil den svare til en sikker andenplads på dette års liste. Og i 2022 vil omsætningen overhale A.P. Møller-Mærsks nuværende 246,5 mia. kr. og gøre Danske Commodities til Danmarks største virksomhed på dette års liste – målt på nettoomsætning vel at mærke.

joha@borsen.dk