En af verdens største venturefonde vil satse på danske iværksættere

null

340028_16_9_large_492.jpg
Virksomheder
Eksklusivt for kunder
16. feb 2017 KL. 7:00
Den Londonbaserede venturefond Atomico har rejst 5,3 mia. kr. til iværksætteri, og pengene skal bruges på fondens tre kerneområder: Norden, Tyskland og Storbritannien. 

Dermed er der tale om, at det danske iværksættermiljø kan se frem til at mødes med en af de helt store europæiske spillere inden for finansiering af startups. 

Atomico er stiftet af og styres af Niklas Zennström, en af stifterne bag Skype. Men holdet bag trækker også på kræfter bag Facebook, Google, Uber og Spotify, som vil hjælpe iværksætterne med at nå ud globalt.

"Den danske tech-scene er virkelig eksploderet og blevet meget moden på ganske kort tid," siger Teddie Wardi, der for Atomico vil granske den danske startup-scene for potentielle investeringsemner. Han fortsætter:

"For ganske få år siden blev der investeret 11 mio. euro i det danske iværksættermiljø. Sidste år var tallet 100 mio. euro. Det siger noget om udviklingen," siger Teddie, der peger på, at særlig København har fået godt fat.

"Hvor Stockholm er stærk på medierelaterede selskaber, og Finland på gaming, så er København ved at etablere en solid niche inden for softwaren mellem virksomheder. Desuden har København formået at etablere sig som et af Europas førende centre for artificial intelligence og virtual reality. Det er de områder, vi har identificeret som interessante for os i København," siger Teddie Wardi.

Atomico har endnu ikke investeret i nogle danske selskaber, men har flere i kikkerten.

"Selskaberne, som vi ender med at investere i, kan forvente, at vi vil være meget aktive. Desuden vil vi bruge vores størrelse på at følge selskaberne langt i deres livscyklus. Det betyder konkret, at vi vil hjælpe dem til at blive globale spillere," siger Teddie Wardi.

Atomicos nye fond på 5,3 mia. kr. gør fonden til en af Europas største venturefonde.