Egmontboss slår fast at køb af TV2 fortsat er på bordet

360345_16_9_large_275.jpg
Virksomheder
Eksklusivt for kunder
22. mar 2018 KL.16:27
Når medieforliget efter påske bliver præsenteret, er mediegiganten Egmont fortsat sultne efter at købe public service-kanalen TV2.

I over tre årtier har Egmont drevet den norske tv kanal, TV2, som i år har haft rekordhøjt seertal og slået konkurrenten NRK. Med både kompetencerne og kapitalen i hus, mener mediehuset Egmont fortsat, at de er de rette købere til danske TV2, når public service-kanalen sandsynligvis efter påske, i forbindelse med medieforliget, bliver sat i udbud.

“Vi er interesseret i at byde på virksomheden. Det er vi fordi, vi driver en lignende virksomhed i Norge, med den norsk tv kanal TV2, som laver nyheder 24 timer i døgnet. Derfor synes vi også, at danske TV2 er en virksomhed, der passer ind i vores dna. Vi har kapitalen til at købe TV2,” siger Steffen Kragh, koncernchef for Egmont.

Det blev i slutningen af sidste år meldt ud, at man fra politisk side ikke ønsker at sælge mere end 49 pct. af TV2 til en eventuel køber.

Tidligere vist interesse

Egmont har tidligere været ude og offentligt vist interesse i et køb af kanalen, men det er først nu, at mediemastodonten melder ud, at de stadig er interesseret i et køb, selvom det ikke drejer sig om hele virksomheden.

Hvad med at skulle samarbejde med staten? I Norge ejer I jo hele kanalen?

“Jeg kan godt forstå, at staten vil, i hvert fald i en periode, beholde en ejerandel for at være sikre på, hvem der køber TV2. TV2 i Danmark er væsentlig for vores demokratiske debat og er en dagsordensættende medieorganisation. Dem, som køber TV2, skal have erfaring med journalistik, og gerne erfaring med tv 24 timer i døgnet. Jeg kan godt forstå, at staten vil være med ind over og sikre, at TV2 også har forudsætninger for at klare sig godt på den lange bane. Det har vi i Egmont, ”siger Steffen Kragh.

Du siger, at staten skal være inde over i en periode, hvad mener du med det?

“Jeg må jo afvente udbudsbetingelser. For de fleste, som har interesse i at gå ind i TV2, er det med henblik på, at man på en eller anden måde kan få skalafordele og fælles udviklingskraft,”siger han.
Så du har interesse i, at staten ikke ejer en andel på sigt?

“Vi kunne godt tænke os at købe hele TV2 på sigt. Det forlyder, at der bliver udbudt en minoritetspost, og så kunne man jo spekulere i, hvad der er af videre planer på den lange bane. Det vil jo være interessant for alle købere at diskutere det. Lige nu venter jeg bare på, at det udbydes,” siger Steffen Kragh.

Egmont præsenterede onsdag deres regnskab for 2017, som viste en virksomhed i fuldt flor. Med en samlet omsætning på 13,5 mio.kr., der gælder for både Egmont organisationen og deres investeringer i vækstvirksomheder. Steffen Kragh har ikke ønsket at kommentere på, hvad forventningerne er til omsætningen i 2018.

Norske TV2 slår NRK

En af de ting, som Egmont er særligt stolte af i årets regnskab, er, at deres norske tv-kanal TV2 har opnået et rekordhøjt seertal, og er gået hen og har slået konkurrenten NRK.

“Jamen vores seerandel er øget, fordi vi har slået konkurrenterne. Vi har haft superstærke programmer over en bred kam. Hvis du ser på sportssiden har vi mange af de væsentlige fodboldrettigheder. Og så er vi den største kanal for alle 20-50-årige. Vi er vokset rigtig meget på nyhedssiden,” siger Steffen Kragh.
Er det en del af jeres målsætning for 2018, at I skal købe TV2?
“Vi vil gerne være en del af den budproces, og vi har kompetencerne, kapitalen og det dna, som passer til købet, så det vil vi rigtig gerne, ”siger Steffen Kragh.

Er der noget, som kunne gøre, at I alligevel ikke vil byde på TV2?
“Nej, men nu vil jeg afvente udbudsmaterialet,” siger Steffen Kragh.
kpou@borsen.dk