Droppede Teslabatterier – men...

382256_16_9_large_835.jpg
Virksomheder
Eksklusivt for kunder
19. jun 2019 KL. 9:47

null

Rettet 17. juni. Se bunden - Som majoritetsaktionær i Kom-Kbh havde Martin Kvist en ambition om at bygge et bæredygtigt state of the art-kontorhus i Dragør.

Men det har godt nok været en proces, hvor en del er landet anderledes end oprindeligt tænkt, fortæller Martin Kvist og peger på nogle af de områder, hvor man blev klogere undervejs.

Man har eksempelvis endnu ikke fundet en egnet leverandør af to mindre vindmøller, der skal hjælpe solpaneler med at producere el og varme til bygningen.

Og det har bl.a. også vist sig, at batterier fra Tesla endnu er så dyre, at det ikke betaler sig at lade dem opbevare opsamlet grøn energi, indtil der er brug for den.

Men ambitionen havde man altså alligevel, pointerer Martin Kvist og giver nogle eksempler på, hvad det har bidraget med.

Endte som et træhus

“I samråd med arkitekten endte vi med et rent træhus, fordi træ er meget bæredygtigt og også har vist sig at give et megafedt miljø,” siger han.

På det tekniske plan drømte man oprindeligt om at etablere jordvarme ved at bore dybt og lodret ned.

“Men økonomien i det hang ikke sammen, ligesom der var en masse myndighedskrav. Derfor endte vi med en luft-/vandvarmepumpe, der er billigere i drift og fungerer bedre og altså giver en betydeligt kortere tilbagebetalingstid.”

Martin Kvist forklarer, at der desuden er etableret køleflader på ventilationsanlægget, ligesom oplukkelige ovnlys åbner automatisk, når der bliver varmt i bygningen.

“Vi har også fået sedum på taget – med græs og mos, som sikrer, at 40-50 pct. af regnvandet kan fordampe og ikke belaster kloaksystemet. Og på p-pladserne sørger granitskærver for en naturlig nedsivning af regnvandet,” siger han.

Inde i huset er der opsat 42 km troldtektlister, som bryder lyden.

“Så vi har nok Københavns bedste akustik,” siger Martin Kvist og fortæller, at al indretning er sket med produkter fra Vip, der nok er bedst kendt for sin pedalspand. Og så er der lige det med økonomien…

“Vi kunne nok have bygget traditionelt for 10.000-12.000 kr. pr. kvm. Vi har ikke gjort det endeligt op endnu, men her ligger vi nok på ca. 18.000 kr. – hvilket selvfølgelig betyder, at vi må leve med lidt mindre afkast. Vi prøver nemlig at holde os omkring markedsprisen, når vi lejer ud,” siger Kvist, der foreløbig har udlejet ca. 40 pct. af de i alt 1810 kvm.

knra@borsen.dk

Rettelse: Af den oprindelige artikel fremgik det, at bygningen havde opnået en guldcertificering fra Green Building Council. Dette er ikke tilfældet. Børsen beklager fejlen.