Døtre lægger godt fundament for projekteksporten

Virksomheder
Eksklusivt for kunder
14. aug 2019 KL.13:06
Når det gælder projekteksporten, er det i høj grad datterselskaber i udlandet, der leverer vækst og stabilitet.

Det er i hvert fald det billede, der tegner sig, når man spørger til udviklingen hos de ni store virksomheder, der er en del af Dansk Projekteksport Netværk.

De ni er Arkil A/S, Arkil Fundering A/S, Bladt Industries A/S, Deko Partitions Ltd, Krüger A/S, Munck Group A/S, Rohde Nielsen A/S, Züblin A/S og Aarsleff A/S.

Det har Dansk Byggeri gjort i nogle år. Og i en frisk opgørelse for 2018 kan man se, at de eksportaktiviteter, som de respektive moderselskaber i Danmark står for, sidste år faldt godt 49 pct. i forhold til 2017.

Til sammenligning præsterede datterselskaberne i udlandet faktisk en lille vækst på 4,3 pct. sidste år.

Målt i kroner er datterselskabernes betydning blevet stadigt større i de senere år, hvor deres omsætning i flere år har været stigende, så den i 2018 landede på i alt 4,6 mia. kr.

I både 2017 og 2018 har datterselskabernes omsætning i udlandet vokset sig større end moderselskabernes.

I 2017 nåede de knap 4,2 mia. kr. – men sidste år faldt de altså en del – til godt 2,1 mia. kr.

Den udvikling undrer ikke Henriette Thuen, der er international chef i Dansk Byggeri.

“Datterselskaberne i udlandet kommer tættere på kunden, og det kan betyde ret meget – f.eks. i Tyskland, hvor det betyder ret meget at have en tæt relation til kunden,” siger hun.

Og så spiller det også ind, at datterselskaberne i udlandet ofte er producerende, hvilket selvsagt giver den fordel, at produkterne i høj grad bliver til, der hvor de skal bruges.

Eksport bør synliggøres

Mens døtrene så at sige er ude i det lange, seje træk, så forholder det sig typisk lidt anderledes, når moderselskaberne selv står for projektsalg ud af landet.

“Her er det typisk lidt større kontrakter på enkeltprojekter, som måske strækker sig over et år. Så man kan sige, at datterselskaberne leverer det stabile fundament, mens moderselskaberne er lidt mere hit-and-run,” siger Henriette Thuen.

Dansk Byggeris årlige tjek af udviklingen i projekteksporten er et forsøg på at synliggøre betydningen af eksporten – herunder også den del, der af forskellige grunde ikke figurerer hos Danmarks Statistik.

“Begrebet “eksport” er på en måde lidt forældet, når vi snakker internationalisering og globalisering – fordi det kun er en lille flig af det at være international,” siger Henriette Thuen og beskriver den mere traditionelle opfattelse af begrebet “eksport” sådan:

“Det handler oftest om, at jeg er i Danmark og producerer noget her – hvad enten det så er en tjeneste eller en vare – og den sender jeg så ud til forskellige markeder. Men sådan ser virkeligheden ikke rigtig ud. Derfor skal vi mere over i at tale om virksomheders internationalisering.

Det handler jo også om udenlandsk arbejdskraft, datterselskaber, og at man importerer meget fra udlandet. Så der er et helt andet mønster, som måske ville være mere interessant at se på – fordi det giver nogle flere nuancer omkring det at være en international virksomhed,” siger Henriette Thuen.