Diskrete familier sidder på guldæg: Rekordoverskud på 100 mio

358612_16_9_large_131.jpg
Virksomheder
Eksklusivt for kunder
18. feb 2018 KL.15:06
I en årrække har Pindstrup Mosebrug tjent en formue på at producere spagnum til profesionelle gartnere.

Hos ledelsen, bestyrelsen og familierne La Cour og Stausholm, som ejer selskabet, har svaret dog altid været det samme: Ingen kommentar.

Adm. direktør Jan Astrup har dog fået gennemtrumfet en mere åben linje, så offentligheden kan få lidt at vide om, hvad der bliver tænkt i hovedkontoret på Djursland.

“Jeg har presset lidt på, så vi kan fortælle, hvem vi er. Mange tror, at Pindstrup er en lokal aktør, som sælger noget spagnum til Bauhaus og Bilka. Men vi er faktisk globale og har en god historie at fortælle,” siger Jan Astrup, der blev chef for selskabet i 2012.

En pengemaskine

Den gode historie består ikke mindst i Pindstrup Mosebrugs evne til at tjene penge.

Et dugfriskt regnskab viser et rekordoverskud på 101 mio. kr., og samlet er der hevet mere end 350 mio. kr. i kassen over de seneste fem år.

Samtidig har selskabet ca. 800 ansatte og en omsætning på ca. 900 mio. kr.

“Vi har øget vores salg på stort set alle markeder. Det er hovedårsagen til, at det går så godt. De største markeder er Storbritannien, Danmark og Kina,” siger Jan Astrup.

Pindstrup Mosebrugs spagnum er produceret af tørv, der trækkes op af moser i særligt Letland, hvor 30 pct. af arealet er dækket af moser.

Da Jan Astrup i 2012 satte sig i chefstolen, var det med et mål om at købe sig adgang til flere nye moser. Det er bl.a. sket med et opkøb i Rusland.

Men lige nu går direktøren og de øvrige ledende ansatte i selskabet og grubler over fremtiden, fortæller han.

“Hvis vi kun er indenfor de segmenter, vi har nu, bliver det svært at holde den høje vækst. Det må vi nok indrømme,” siger Jan Astrup.

Derfor er der lige nu gang i et større strategiarbejde, hvor det skal besluttes, hvilken vej Pindstrup Mosebrug skal gå.

“Men det er endnu ikke afgjort, så jeg kan ikke afsløre så meget for dig endnu,” siger Jan Astrup.

Ingen salgsplaner

Med et overskud på over 100 mio. kr. ud af et salg på ca. 900 mio. kr., ligner Pindstrup Mosebrug en lækkerbisken for enhver sulten kapitalfond.

Men familierne La Cour og Stausholm, der er arvinger af selskabets stifter Johannes F. La Cour, har tilsyneladende ikke planer om at slippe deres guldæg foreløbigt.

“Familierne vil selv drive selskabet, og der er også en ny generation, som står klar til at komme ind i bestyrelsen og ejerkredsen. Jeg tror bestemt ikke, der er nogen planer om et salg,” siger Jan Astrup.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra familierne bag Pindstrup Mosebrug.

Ny formand

I bestyrelsen sidder flere repræsentanter fra familierne, men for bordenden sidder formand Torben Bjerre-Madsen, tidligere direktør for bl.a. Indien i Vestas.

Han har netop afløst Niels Søe, mangeårig adm. direktør i Pindstrup Mosebrug, som er rykket ned som næstformand.

“Torben Bjerre-Madsen blev indsat som næstformand for to år siden, og det har hele tiden været meningen, at han skulle være formand på sigt. Og så er Niels Søe et godt aktiv at have i bestyrelsen fortsat, fordi han efter så mange år i spidsen for Pindstrup Mosebrug ved alt om at drive moser,” siger Jan Astrup.