Diskret jysk selskab solgt til kapitalfond i stor handel

304855_16_9_large_427.jpg
Virksomheder
Eksklusivt for kunder
01. jun 2015 KL.10:29

I byen Rønde på Djursland har selskabet Covidence i relativ ubemærkethed vokset sig til en stor spiller inden for teknologi til overvågning, men selskabet er nu blevet spottet af en stor udenlandsk kapitalfond.

Det drejer sig om kapitalfonden Montagu, som har købt det danske selskab i en handel, som  i høj grad forgylder virksomhedens danske stiftere. Ingen af parterne har ønsket at fortælle om handlens størrelse, men ifølge Børsens oplysninger er den i størrelsesordenen 700-900 mio. kr.

Hos Covidence har man ønsket at gå stille med dørene med handlen, og det har således ikke været muligt at få en kommentar fra direktør og medstifter Jimmi Møgelvang Hansen, som selv har tjent et stort millionbeløb på handlen, da han ejede cirka en fjerdedel af selskabet.

Trods Montagus opkøb af Covidence bliver Jimmi Møgelvang Hansen og den øvrige ledelse i selskabet, der bl.a. leverer overvågningsudstyr i mini-format til politi, efterretningstjenester og militær.

Udskiftning i bestyrelsen

I forbindelse med ejerskiftet er der blevet rykket rundt i Covidences bestyrelse, hvor Montagu formentlig ønsker at indsætte nogle af fondens egne folk.

De hidtidige bestyrelsesmedlemmer Michael Nørup, Peder Næsborg og Jon Erik Malthe-Bruun træder således ud.

Sidstnævnte har ifølge erhvervsdatabasen Biq siddet på lidt over halvdelen af aktierne i Covidence, og Jon Erik Malthe-Bruun er derfor formentlig den, som har tjent bedst på handlen.

Hans kone, Mona Malthe-Bruun, oplyser, at han ikke har kommentarer til handlen.

Børsen har desuden været Peder Næsborg, som heller ikke har ønsket at kommentere Montagus indtog i den jyske virksomhed, der flere gange er kåret til gazelle i Børsen.

Har tidligere forsøgt sig i Danmark


Med opkøbet af Covidence er det fjerde gang, at den britiske kapitalfond går ind i Danmark.

De tidligere investeringer er rederiet Unifeeder og rørproducenten Logstor, der begge blev solgt som Polaris, Axcel og FIH overtog i 2006. Derudover ejede kapitalfonden dyrefoderproducenten VetXX fra 2005 til 2007.

Og nu har kapitalfonden altså kastet sin kærlighed på Covidence, som er vokset voldsomt de seneste år. Selskabet, der blev stiftet i 2007, har mere end 20-doblet sit bruttoresultat siden 2009/10, så det i regnskabsåret 2013/14 lød på 53 mio. kr.

Samtidig lød overskuddet på 31 mio. kr. ved seneste regnskabsaflæggelse.

Investeringsbanken Carnegie har været finansiel rådgiver i forbindelse med handlen.

Stærk dansk branche

Det er anden gang på kort tid, at et dansk selskab i overvågningsindustrien sælges til udlandet.

For godt et år siden var it-giganten Canon i Danmark for at opkøbe selskabet Milestone Systems for en pris, der angiveligt lå over 2 mia. kr.

Milestone Systems har siden været nævnt som en kandidat til en børsnotering.