Direktørklub genopstår med kendisinvestorer

371446_16_9_large_882.jpg
Virksomheder
Eksklusivt for kunder
31. okt 2018 KL.16:00
Virksomheden Presidents Institute, der formidler netværk blandt direktører og bestyrelsesmedlemmer, genopstår med nye prominente investorer i ejerkredsen ovenpå en konkurs.

Efter selskabet mandag blev taget under konkursbehandling på bestyrelsens egen anmodning, er et nyt hold investorer gået ind i projektet, heriblandt serieiværksætteren Mads Faurholt-Jørgensen, erhvervsmanden Stefan Bruun, Lego-barnebarnet Casper Kirk Johansen og den anerkendte arkitekt Bjarke Ingels.

Ifølge Lars Juhl, der fortsætter som adm. direktør i det nye set-up Presidents Institute A/S, skal virksomheden tilbage til sin oprindelige form, efter en aggressiv ekspansionsstrategi førte til, at den eneste udvej, bestyrelse og direktion kunne se, var en konkurs.

Lars Juhl overtog direktørstafetten fra daværende direktør og stifter Christian Engelsen i januar.

"Da var det en virksomhed, der i tre år forinden havde haft et forkert fokus og forsøgt at vækste i udlandet uden fokus på at levere det fortrolige rum og sparring med nogen i samme situation, som vores medlemmer har behov for. Man startede op i Chile, London, Frankrig og Indien indenfor de samme måneder, og det fungerede på regnearket, men ikke i virkeligheden. Det har vi nu lært," siger han.

Med de nye investorer skal Presidents Institute tilbage til sin oprindelige form.

"Vi vil give direktører ligesindede at sparre med. I forhold til det tidligere setup vil det adskille sig ved, at det er medlemmets egne udfordringer og muligheder, de får konkret sparring på," siger Lars Juhl.

Presidents Institute er et netværk for ledere, som udover faciliterede netværksmøder også arrangerer topmøder, såkaldte summits, hvor tidligere gæster har været prominente navne som Richard Branson, Bill Clinton, Jack Welch og senest David Cameron.

Planen er fortsat at afholde netværksmøder fem gange om året samt to større internationale summits.
Presidents Institute har 1550 medlemmer.

Lars Juhl og det nye hold har ikke et erklæret mål om at komme op på et bestemt antal medlemmer, men for nuværende fokus på at skabe værdi for medlemmerne og komme tilbage på sporet.

Virksomheden er nu i Danmark, Sverige, Finland, Holland, Belgien, og planen er at ekspandere til andre lande i fremtiden.

Investorer har hver især "betydelig ejerandel"

Hverken Lars Juhl eller Mads Faurholt-Jørgensen, der står i spidsen for den nye investorkreds, ønsker at sætte tal på, hvor mange penge der er skudt ind i det nye selskab.

"Vi kommer ikke til at mangle kapital, men jeg kan ikke sige det præcise beløb. Det er mere end nok til at drive virksomheden fremad og give medlemmerne det, de har købt ind i og træffe rigtige beslutninger. Nu starter vi på et nyt sundt fundament, der er et A/S med kapitalstærke mennesker, der selv har passion omkring netværk," siger Lars Juhl.

Ifølge Mads Faurholt-Jørgensen har de nye ejere hver især en "betydelig ejerandel", uden han dog ønsker at konkretisere det yderligere.

Serieiværksætteren står selv bag flere selskaber enten som stifter, aktionær eller bestyrelsesmedlem og har allerede for flere år siden været interesseret i at blive en del af Presidents Institute.

"Jeg synes, det er et fedt team, og jeg har selv en kærlighed for det her produkt," siger han.

"Det at være leder eller direktør er et super hårdt og krævende job, hvor man dagligt står meget alene over for komplekse situationer og svære valg. Det er derfor helt afgørende at have et trygt rum, hvor man kan blotte sig, dele erfaringer og hjælpe hinanden, og her er jeg super imponeret over det arbejde, Presidents Institute har udført," siger han.

Mads Faurholt-Jørgensen og erhvervsmanden Stefan Bruuns portefølje tæller i forvejen 15 internationale konferencer og netværksvirksomheder på tværs af 10 lande, som bliver en del af det, medlemmerne i Presidents Institute kan se frem til at nyde gavn af.