Designfirma følger trop med firedagsuge

388430_16_9_large_322.jpg
Virksomheder
Eksklusivt for kunder
25. sep 2019 KL.21:00

En kæp er sat i hamsterhjulet hos designvirksomheden Umage, der forsyner især Magasin og Lysmesteren med danske møbler og interiør.

Nu skal der fokus på medarbejdernes trivsel ved at forkorte arbejdsugen fra 37 til 30 timer, fortæller medstifter Jacob Nannestad Hansen.

“Vi vil gerne skabe de bedste rammer og forudsætninger for, at vores medarbejdere får et godt arbejdsliv, hvor balancen mellem arbejde og fritid hænger sammen. Og hvor kreativiteten stortrives. Det sker ikke, når hamsterhjulet drøner rundt på fulde omdrejninger,” siger han og uddyber:

“Den moderne teknologi har gjort, at vi er passagerer i vores eget liv. Vi lever i en præstationskultur og bliver præget af ’det perfekte liv’ vi ser på de sociale medier. Vi overlader rattet til andre på de sociale medier og bliver stressede over ikke at styre vores liv selv. Derfor når vi ikke dét, vi gerne vil.”

Lang forberedelsestid

Beslutningen om at nedsætte arbejdstiden til 30 timer om ugen i en fire-tre-ordning, hvor alle har fri fra torsdag aften til mandag morgen, har været næsten et år undervejs hos Jacob Nannestad Hansen og medejer Søren Ravn Hansen.

“Det er ikke noget, man gør fra den ene dag til den anden. Derfor hyrede vi to konsulenter i maj måned til dels at optimere alle vores processer i de enkelte afdelinger, men også på tværs i virksomheden, da vi på grund af vækst har fået flere dobbeltfunktioner, som nu er skåret væk.”

Den anden konsulent fik opgaven at analysere tidsrøverne i virksomheden, som ikke overraskende viste sig at være mails, møder og alt for mange forstyrrelser i storrumskontorerne.

1. september var Umages klar til at kickstarte arbejdsugen på 30 timer. Hver enkelt medarbejders mailkultur var analyseret, og det var blevet vurderet, hvornår giver det mening, at Hanne eller Hans sætter tid af til at svare på mail.

“Vi har formuleret overordnede guidelines for vores mailkultur, men måtte erkende, at den optimale mailkultur er forskellig blandt medarbejderne, da flere har kundekontakter både i USA  og Asien.”

Samtidig blev hvert skrivebord udstyret med en rød lampe, som man kan tænde, når man ikke vil forstyrres. Endelig blev mødekulturen ændret og effektiviseret. Møder varer nu enten 25 eller maks. 55 minutter. Mødeindkaldelsen sikrer, at mødet ikke går med at referere allerede trufne beslutninger, men med at træffe beslutninger.

“Vi har effektiviseret ca. 15 pct., men er ikke i mål, da arbejdstiden er sat ned med 20 pct. Men vi er i en læringsproces. Og medarbejderne stortrives og kommer mandag med endnu mere energi.
stho@borsen.dk