Den danske regntøjssucces Rains har afvist tilbud om forlig i kopisag mod Zara-ejer

382345_16_9_large_544.jpg
Virksomheder
Eksklusivt for kunder
31. maj 2019 KL.13:13
Den danske regntøjsvirksomhed Rains har afslået et forligstilbud fra den globale modetøjgigant Inditex med Zara-kæden. Rains gik for et par år siden til angreb på Inditex, der er ejet af en af verdens rigeste mænd, med anklager om, at Zara har kopieret et par af Rains' succes-produkter.

"Der har været kommunikation mellem advokaterne, og vi har fået et tilbud om et forlig. men vi sagde nej. Beløbet var ikke stort nok. Hvor stort tilbuddet var, kan jeg ikke huske," siger adm. direktør i Rains Jan Stig Andersen.

"Vi har haft  rigtig mange udgifter i denne sag, og det handler i høj grad om principper. Vi kan ikke have, at  andre kopierer vores design. Derfor er vi nødt til at have en afgørelse," siger Jan Stig Andersen.

Den lille virksomhed med 57 medarbejdere, heraf 37 i Danmark, har over de seneste to år haft udgifter på over 6 mio. kr. til beskyttelse af sit design og sine rettigheder. 

Den ene af de tre ejere af Rains, Daniel Brix Hesselager, har tidligere til Børsen sagt, at Rains "ikke vil lade sig krænke bare fordi vi er små."

Der er nu berammet en retssag i Sø- og Handelsretten i september. Her skal der afhøres vidner.

"Vi indkalder til sagen vidner fra kinesiske fabrikker, som af Inditex blev bedt om at producere direkte kopier af vores jakker for Zara," siger Jan Stig Andersen, som ellers ikke har mange kommentarer til sagen, der nu må gå sin gang ved domstolen.

Helt konkret handler kopisagen om, at Zara-kæden flere steder i verden har markedsført en regnjakke og en regnfrakke, som i følge Rains er klare plagiater. 

Børsen har endnu ikke kunnet få en kommentar fra Inditex' advokat i sagen, Nicolai Lindgren, Kromann Reumert.

Rains har haft  millionudgifter til advokater og andet i forbindelse med den store kopisag, der har givet genlyd i modebranchen, fordi der virkelig er tale om David mod Goliat - Inditex' omsætning er 1000 gange større end Rains'. Og Inditex er ejet af en af verdens rigeste mænd, Amancio Ortega.

Men trods det investerer Rains fortsat i vækst fremadrettet.

Det betyder, at bundlinjen i det aarhusianske modeselskab i 2018 er faldet en smule fra over 22 mio. kr. til 21 mio. kr. efter skat. Den trecifrede millionomsætning oplyses ikke, men  bruttoresultatet er øget fra 45 mio. kr. til over 52 mio. kr. 

"Vi investerer. På trods af et år med historisk helt ekstreme vejr- og markedsforhold med bl. a. meget varmt og tørt vejr har vi brugt året til at være proaktive og gå i offensiven med især butiksetableringer og udvikling af kollektionen. Vi har gang i en del produktudvikling, som gør os relevante for forbrugeren hele året - og ikke kun når det regner. Endvidere har vi etableret en organisation, som kan indfri vores vækstplaner for de næste tre år - og ambitionen om at blive om et globalt livsstils-brand. Vi holder fortsat planen om en omsætning på 500 mio. kr. i 2022," fastslår Jan Stig Andersen.

Nye butikker

Rains, som ejes af  Daniel Brix Hesselager, Kenneth Davids og Philip Lotko, har i løbet af 2018 åbnet 12 nye Rains-butikker i store byer internationalt, således at der ved udgangen af året var 18. Der ventres yderligere ti i år. De første tre er åbnet i Vancouver, Køln og Moskva.

Desuden kom der 400 andre salgssteder til i fjor, så der nu er omkring 2100.

På nettet fordoblede Rains sit salg i 2018, det samme ventes at ske i år, og om tre år skal e-handel udgøre 20 pct. af omsætningen, som altså i 2022 runder en halv mia. kr.  

Viksomheden, som kun er otte år gammel, kom iøvrigt tidligere i år på listen over de 1000 hurtigst voksende europæiske virksomheder. Successen i Rains understreges af, at ejerne i det nye regnskab afsætter 20 mio. kr. til udbytte - eller dobbelt så meget som de 10 mio. kr. i hvert af de to foregående år.