Demant kapper toppen af forventning til 2019 – lander organisk vækst på 5 pct.

385980_16_9_large_421.jpg
Virksomheder
Eksklusivt for kunder
14. aug 2019 KL. 8:17

Høreapparatkoncernen Demant justerer sine forventninger til 2019, hvor man kapper toppen af det tidligere udmeldte interval for driftsresultat. Det melder selskabet ud i forbindelse med regnskabet for årets første halve år.

Forventninger til driftsresultatet (ebit) lyder nu på 2,65-2,85 mia. kr. i stedet for 2,65-2,95 mia. kr. som hidtil. Til sammenligning forventede analytikerne forud for regnskabet et ebit-resultat på 2,84 mia. kr. for hele året.

På toplinjen har Demant omsat for 7350 mio. kr. i årets første halvår mod en analytikerforventning på 7262 mio. kr. I samme periode sidste år lød tallet på 6777 mio. kr.

Det svarer til en vækst på 8 pct., hvoraf de 5 procentpoint kommer fra organisk vækst. Det er en tand mere end analytikerne med de 4,1 pct., der var forventet forud regnskabet. I første halvdel af 2018 lød den organiske vækst dog på 7 pct.

Driftsresultatet (ebit) lander med 1113 mio. kr. en smule under analytikernes forventning på 1217 mio. kr.. I samme periode sidste år lød tallet på 1226 mio. kr.

Det giver Demant en ebit-margin i første halvdel af 2019 på 15,1 pct. mod en forventning hos analytikerne på 16,8 pct., og et resultat fra samme periode sidste år på 18,1 pct.

Går man ned på bundlinjen realiserer Demant et resultat på 767 mio. kr. mod en forventning på 887 mio. kr. og et sammenligneligt resultat fra samme periode sidste år på 894 mio. kr.

Demant skriver - som de har meldt ud fra årets star - at man forventer betydeligt øget vækst og lønsomhed i andet halvår.

“Vi forventer at se en betydelig acceleration i koncernens organiske vækst i andet halvår, hvor vi vil se den fulde effekt af vores mange nylige produktintroduktioner, og hvor vi ikke længere vil se returneringer af ældre genopladelige produkter efter august. Vi forventer at se højere organisk vækst i vores detailforretning, stærk vækst i Høreimplantater og Diagnostik og ingen yderligere effekt af reformen i Frankrig. Derudover vil de samlede kapacitetsomkostninger være på niveau med omkostningerne i første halvdel af 2019, hvilket vil bidrage til betydelig vækst i lønsomheden i andet halvår,” skriver selskabet.

Med “reformen i Frankrig” menes en fransk sundhedsreform, som i korte træk har forskubbet en del af Demants indtjening, fordi franskmændene har fået mulighed for en længere prøveperiode, inden de skal betale for produkterne.

Venter på nyt om Opn S

Forud for regnskabet har aktieanalytikerne Janne Vincent Kjær fra Jyske Bank og Niels Granholm-Leth fra Carnegie forklaret Børsen, at de venter spændt på selskabets kommentarer til lanceringen af premium-produktet Oticon Opn S, som blev lanceret i maj.

Hos den offentlige amerikanske salgskanal Veterans Affairs (VA), der tilpasser høreapparater til militærveteraner og udgør godt 20 pct. af det store amerikanske marked, er Demant nemlig ikke gået så meget frem, som håbet i kølvandet på introduktionen af Opn S. I slutningen af 2018 og starten af 2019 gik konkurrenten GN voldsomt frem efter lanceringen af deres Resound Linx Quattro.

Men samtidig med Demants lancering at sit nye premium-produkt, har den schweiziske rival Sonova lanceret Phonak Audéo Marvel, som omvendt er braget ind i VA-kanalen og vundet store markedsandele.

Begge aktieanalytikere peger på, at Sonova er gået aggressivt til værks på priserne, som de har sat lavere end normalt for at vinde de markedsandele tilbage, GN stjal frem mod schweizernes nye lancering. Et træk, der har gjort det svært for Demant at komme ind med sit nye produkt og hæve priserne.

Demant har dog før skulle bruge nogle flere måneder på at vinde momentum, påpeger Carnegies Niels Granholm-Leth. Det var blandt andet tilfældet, da man lancerede forgængeren Opn i 2016.

Både han og Janne Vincent Kjær gør også opmærksom på, at VA trods alt udgør en lille del af det samlede verdensmarked. Derfor håber de at høre mere om udrulningen i resten af verden også, når Demant senere på dagen afholder telekonference.