De gamle mestre kan flytte verdens største olieplatforme

393074_16_9_large_430.jpg
Virksomheder
Eksklusivt for kunder
27. dec 2019 KL.21:09

Poul Jørgensen og Hans Villadsen er langt over normal pensionsalder. Men der er stadig bud efter dem til at flytte rundt på nogle af verdens største, tungeste og mest komplekse offshore-installationer.

“De gamle mestre” er normalt et udtryk, man kender fra kunstens verden. Så tænker vi på klassiske malerier af Rubens, Raphael eller Rembrandt.

Men i den særlige verden, hvor det ikke handler om oliemaling, men om olie-boring og offshoreinstallationer, findes der også nogle gamle mestre.

Det er eksperter, der er i stand til at styre en superkompliceret operation, hvor en stor, tung og ikke særligt sødygtig olie-installation skal flytte rundt på åbent hav.

Sådan en ekspert, der har overblik over mange slæbebåde, mange tons og mange tykke slæbekæder hedder i branchen en “towmaster” – altså en mester i slæbebåds-arbejde.

To af de allerdygtigste og mest erfarne af slagsen findes i Danmark. Og selv om Poul Jørgensen og Hans Villadsen er henholdsvis 77 og 73 år gamle og dermed for længst kunne have pensioneret sig fra det tunge slæb, så er de stadig aktive.

Deres evner og erfaring er kendt på hele kloden. Så folk ringer stadig efter dem, især hvis opgaven er at flytte på en offshoreinstallation, der er lidt ud over det sædvanlige.

Poul og Hans har nemlig haft ansvar for at flytte nogle af verdens allerstørste, menneskeskabte konstruktioner – en art “havets skyskrabere”, der kan give selv de mest robuste højdeskræk.

Dem vender vi tilbage til senere.

Rolige mænd og borddamer

Poul Jørgensen og Hans Villadsen er begge meget rolige mænd. De snakker egentlig gerne om deres arbejde, men de har igennem mange år vænnet sig til, at det nogle gange er en god idé at lade være.

De færreste ved et middagsselskab kan nemlig rigtig fatte, hvad det er, det særlige towmaster-erhverv går ud på.

“Der er ret mange, der tror, jeg siger, at jeg er “toastmaster”. De fleste får sådan et fjernt blik, når man begynder at fortælle,” griner Hans Villadsen.

De borddamer, som opgiver at følge med, går dog glip af et par interessante karrierehistorier.
Poul Jørgensen og Hans Villadsen troede begge, de skulle være sømænd og skibskaptajner.
Men i datidens DFDS, hvor Poul var styrmand allerede i tresserne, blev der skåret ned på flåden, så udsigten til at blive kaptajn var “når du engang bliver 80”, som han fik at vide.

Så han skiftede til Mærsk, hvor en ung ambitiøs styrmand godt kunne få kaptajns-ansvar efter få år for forsyningsskibe.

Hans var en tur omkring flåden og ubådssejlads, inden han også blev Mærsk-mand.

Det var i 70’erne, hvor det, der i dag kendes som Maersk Drilling, så småt startede op – med speciale i at drive borerigge, der kunne lave oliebrønde til de store olieselskaber og til Mærsk Oil selv i Nordsøen og andre steder.

Sådan nogle olierigge skal jævnligt flyttes til en ny position, og derfor ledte Mærsk efter forsynings- og slæbebådskaptajner, der havde evner for den slags arbejde.

Vejr, vind og skrigende ben

“I den tid var der ikke så mange regler og faste procedurer, som der er nu. Det meste var op til dig selv. Oplæringen var minimal. Man fik bare at vide “tag nu ud og flyt den rig”. Tredje gang, jeg overhovedet satte mine ben på en borerig, var det mit ansvar. Det var et ensomt job. Man fik vel to telexer i løbet af en flytning,” husker Hans Villadsen.

I takt med, at aktiviteten med borerigge blev større, blev towmaster-funktionen også mere vigtig. Der kom flere og flere sikkerhedsprocedurer, og i starten af 80'erne besluttede Mærsk, at opgaven med at flytte rigge, der hidtil havde været noget, kaptajnerne lavede ved siden af almindelige skibsopgaver, nu var et fuldtidsspeciale.

Den gamle skibsreder Mærsk Mc-Kinney Møller var ifølge Poul Jørgensen ganske opmærksom på, at der blev flyttet rundt med store værdier.

“Når Hr. Møller sagde, det var vigtigt, så blev der lyttet ret højt oppe i hierarkiet. Det blev sådan, at der hos Mærsk altid var et krav om, at der skulle være en skibsfører eller towmaster fra Mærsk ombord og have ansvaret, når der blev flyttet en rig. Kulturen blev også, at vi havde afgørelsen til hver en tid – vi kunne nedlægge veto, hvis vi ikke mente, forholdene var i orden til at lave en flytning,” siger Poul Jørgensen.

I den forbindelse er vejret helt afgørende. De såkaldte jackup-rigge – det er typisk en stor, trekantet platform, der hejses op over vandet på tre store stålben – kan kun flyttes ved, at man sænker platformen ned i vandet, trækker den hen, hvor den skal arbejde – og hejser den op igen.

Platformen kan godt flyde, men den er slet ikke sødygtig på samme måde som et skib. Det mindste vind og bølgegang, og en jackup-rig er særdeles ubehagelig at opholde sig på.

“Din værste fjende som towmaster er altid vejret. Når en rig får tærsk af bølger og vind, lyder det ikke godt. Søen slår op med store drøn, det rykker i den med rigtigt ubehagelige bevægelser og de store ben, der er hejst op, knirker og nærmest skriger så kraftigt, at man skal have ørepropper i,” forklarer Hans Villadsen.

Må ikke være nervøse

Poul Jørgensen fortæller, at han har prøvet at stå med ansvaret for en Mærsk-platform, hvor det ene ben havde sat sig fast – og dårligt vejr og kraftig blæst var på vej.

“Man må ikke være den nervøse type. Man skal hele tiden tænke fremad. Hvad gør du, hvis wiren knækker? Hvad er din backup-plan? Du er jo ansvarlig for 60-100 mand,” siger Poul Jørgensen.
Og de ansvarlige towmasters fra Danmark blev efterhånden kendt rundt om i branchen.

Ganske mange olie- og drillingselskaber fandt ud af, at man i Mærsk kunne noget særligt – og at man her kunne hyre de særligt kvalificerede mestre i tungt slæb og bøvlet offshorelogistik.

Så ud over årtiers arbejde for hovedarbejdsgiveren Mærsk er både Poul, Hans og andre kolleger jævnligt blevet “udlejet” til andre opdragsgivere over hele verden.

“Vi plejer at sige, at kan man flytte en borerig i Egypten, kan man gøre det i hele verden,” smiler Hans Villadsen.

“Arbejder man der eller i Indonesien eller Indien, skal man være særligt god til at styre dem, der styrer skibene – og som ofte ikke er helt så dygtige til det job som man ser det i Skandinavien. Og man må ikke hidse sig op over radioen. Man skal lidt være en sweettalker,” forklarer Poul Jørgensen.

Skyskrabere på dybt vand

I midten af 90’erne fik de to tomasters et afgørende gennembrud.

I Norge med de store olie- og gasforekomster i Nordsøen havde man fundet ud af, at det kunne være nødvendigt at arbejde på større vanddybder end hidtil for at få især naturgassen op.

Man skulle finde ud af, hvordan man fik en offshoreplatform sat fast i drift på flere hundrede meters dybde, hvor nogle af de vigtige gasfelter befandt sig.

Det kunne man ikke gøre med en almindelig platform på stålben. Man var nødt til at bygge en slags betonskyskrabere, der kan stå fast på de store dybder.

Disse konstruktioner kaldes for “condeep” – en sammentrækning af concrete (engelsk for beton) og “deepwater”, altså dybt vand.

Men en condeep skal støbes i beton, mens den flyder. Og det kan kun gøres i en fjord, hvor vandet er dybt og stille. Herefter skal den trækkes ud i Nordsøen. En lang tur i farligt farvand – med et op imod 400 meter højt tårn af beton.

Hvem ringer man så til?

Mærsk, selvfølgelig. De havde både kraftige slæbebåde – og towmasters med stor erfaring.

En meget stor “Troll”

Poul blev taget med på et hold, der skulle flytte og placere en platform ved navn “Draugen”. Den havde en dybgang på 224 meter og vejede 500.000 tons. Og nedsænkningsstedet ude i Nordsøen skulle rammes med 10 meters nøjagtighed. Det er en ganske svær opgave, når mange slæbebåde kæmper med vind og strøm om at holde den store installation på kursen og følge towmasterens kommandoer.

“Chef-towmasteren på den opgave havde lidt svært ved at holde platformen. Han manglede lidt den visuelle fornemmelse, som kræves. Det viste sig, at jeg godt kunne holde den. Det medførte, at jeg lidt fik status som en slags guru, fordi det gik godt. Så herefter kom de jævnligt og spurgte Mærsk, om de måtte låne mig,” siger Poul Jørgensen.

“Ja, vi plejer jo indbyrdes at sige, at Poul er beton-towmasteren,” griner hans kollega. Han har fokuseret på lidt andre opgaver gennem sin karriere, herunder flytning af såkaldte FPSO-skibe, der populært sagt er en krydsning mellem en supertanker og en boreplatform.

Poul Jørgensen kom også med, da næste opgave med en af havets skyskrabere viste sig. Det var den endnu større gasplatform “Troll”, der skulle flyttes fra norsk fjord til norsk Nordsø-sokkel. Det var i 1996.

Troll er den største, menneskeskabte konstruktion, der nogen sinde er flyttet på den måde. Platformen bestod af hele 4 gigantiske betontårne i op mod 400 meters højde. 1,000,000 tons vejede den, og der var 10 store slæbebåde i gang med at flytte den.

Oppe på toppen af den enorme tingest sad Poul og resten af teamet. På helidækket af platformen holdt hele tiden en helikopter, klar til at løfte teamet i sikkerhed, hvis noget gik galt. Alle havde en erindring om, hvordan en lignende platform ved navn “Sleipner” i 1991 var gået til bunds i en dyb norsk fjord, da den kollapsede på grund af en konstruktionsfejl. Da den ramte bunden, udløste det et jordskælv i styrke 3.

“Troll”-flytningen gik til gengæld uden problemer. Den står stadig og henter naturgas op for selskabet Equinor.

Man kan den dag i dag stadig finde en hel dokumentarfilm fra Discovery Channel på det sociale medie Youtube om “Troll”-flytningen, hvor man blandt andet kan se en yngre udgave af Poul Jørgensen styre sine slæbebåde med sikker hånd og radiostemme. (ca. 25 minutter inde i videoen)

Yngste mand var 70 år

Og man kan stadig den dag i dag finde de to gamle mestre i tungt slæb ude på havet. Efter deres pensionering har der nemlig stadig været bud efter dem. Både med konkrete opgaver og som instruktører for kommende generationer af towmasters.

Hans Villadsen bor i Svendborg i kort afstand fra Maersk Trainings store hovedcenter og er glad for at give sin erfaring videre.

“Dengang jeg blev sendt ud og tage ansvar uden ret meget erfaring, tænkte jeg, at de, der kom efter mig, ikke skulle udsættes for det samme. Derfor har jeg brugt noget tid som instruktør og lærer,” siger han.
Men de to gamle kolleger tager også stadig ud og løser store opgaver sammen.

Det var eksempelvis tilfældet, da der blev ringet fra Canada i 2017. Her havde man konstrueret endnu en “condeep” – lidt anderledes end i Norge, men stadig en kæmpe betonplatform på 750.000 tons ved navn “Hebron”, der skulle trækkes ud – endda igennem isfyldt farvand – og sættes på plads i havet ud for Canadas østkyst.

“De spurgte, om vi var ledige. Og vi kan jo godt lide det. Forhåbentlig kommer der nogle unge til at tage over, men det er lidt begrænset. Og så kalder de jo på de gamle. Den yngste på det hold var 70 år,” griner Poul Jørgensen, der denne gang havde Hans med som makker.

En seddel på køkkenbordet

De to havde en anden mindeværdig oplevelse, da de for få måneder siden var sammen om at slæbe en tidligere Maersk Drilling-platform ved navn Giant til Esbjerg og efterfølgende til Polen.

“Den rig tog jeg ud på sin første arbejdsopgave ved Taiwan som nybygget i sin tid, så det var sjovt, at vi to mænd med 150 år i samlet alder også havde den sidste tur til Gdansk,” siger Hans Villadsen.

Han tager den lidt mere med ro med de udgående opgaver nu. Poul har derimod endnu en opgave booket – han skal formentlig ud i Ekofisk-feltet i Nordsøen og flytte en rig ved navn “West Linus”, formentlig lige omkring jul.

Her vil de fleste familier til mænd i 70-erne formentlig sige stop og kræve fokus på familien og juleferien.
Men både Hans villadsen og Poul Jørgensen har, hvad de kalder “sømandshustruer”, der er vant til et lidt anderledes arbejdsliv – og til at klare meget selv.

“Man får besked om, at der er en opgave, og så er det bare af sted. Jeg lagde engang en seddel på køkkenbordet. Der stod, at jeg regnede med at være hjemme om syv dage. Der gik 63 dage med en opgave i Egypten,” husker Hans Villadsen.

“Jamen, min bedre halvdel synes da, jeg snart burde stoppe. Men så længe, det kun er et par måneder om året effektivt – så accepterer hun det. Men jeg kan da godt mærke, jeg bliver lidt ældre. Jeg træner tre gange om ugen i motionscenter, for man skal kunne holde til trapperne. Elevatoren er jo slukket på sådan en borerig, når man flytter den, siger Poul Jørgensen.”