Danske virksomheder forkæler igen de ansatte

280925_16_9_large_962.jpg
Virksomheder
Eksklusivt for kunder
14. apr 2014 KL.12:33

Tre Playstations, to bordtennisborde og fire massagestole sammen med køkkenruller og printerpapir. Det kunne godt være noget af indholdet på en dansk virksomheds indkøbsliste, når der skal købes ind til kontoret.

Tal fra Lomax, der sælger kontorudstyr til over 40.000 små- og mellemstore virksomheder, viser, at salget af "nice to have"-produkter som f.eks. bordfodbold og motionscykler er steget med ca. 20 pct. i første kvartal af 2014.

"Vi kan tydeligt mærke, at krisen er ved at lette, og at virksomhederne igen har fokus på, at det skal være sjovt at være på arbejdspladsen," siger adm. direktør i Lomax, Michael Lerche.

Han tolker stigningen i salget af lige netop gadgets som en optimisme for virksomhederne i markedet.

”Det her er en god historie. Det er som om, at der er kommet optimisme i markedet. Det er vores opfattelse,” siger Michael Lerche.

Motion i top

Godt nok topper Sonys Playstation Lomax' liste over de mest solgte kontorgadgets i første kvartal af 2014, men generelt er der mere motion og medarbejderpleje at spore i top fem-listen. Nr. to på listen er motionscykler, og tredjepladsen indtages af massagestole. Fjerde- og femtepladsen indehaves af bordfodbold og bordtennis.

"Tendensen er, at det skal være sjovt at gå på arbejde. Kontoret skal ikke bare være et sted, du opholder dig på fra 9-16. Det skal være et sted, som får dig til at føle dig godt tilpas, hvor du kan lade op i pauserne, og som også gerne får smilet og legebarnet frem," siger Michael Lerche.

Lomax ser fremadrettet også et større potentiale for salg af elcykler til virksomheder.

"Vi forventer en rigtig god stigning i elcykelsalget. Vi indkøber mange elcykler i den forventning, at det marked også vil stige,” siger Michael Lerche.