Danske Bank dropper Bagger-opgør for 200 mio. kr.

null

303081_16_9_large_252.jpg
Virksomheder
Eksklusivt for kunder
26. apr 2015 KL.17:40
Danske Bank er kommet tomhændet ud af et slagsmål med Stein Baggers norske samarbejdspartnere Avision og to af selskabets ejere, Erik Bakken og Harald Etnestad, som banken i 2014 valgte at sagsøge med krav om små 200 mio. kr. i erstatning.

En stor del af Danske Banks tab på Stein Baggers leasingsvindel skyldes handler med det norske selskab og Danske Bank mente, at ejerne af selskabet havde handlet groft uagtsomt og dermed pådraget sig et erstatningspligt.

Sagen skulle have været for retten tidligere på året, men i al ubemærkethed har Danske Bank tilbage i oktober sidste år valgt at indgå forlig i sagen. Det fremgår af retsdokumenter fra Oslo Tingrett, som Børsen er i besiddelse af.

Forliget indebærer, at Danske Bank dropper af kræve de 200 mio. kr., mod at Avision til gengæld dækker egne sagsomkostninger.

Nordmænd meget lettede

"Mine klienter har hele tiden ment, at Danske Bank havde en meget dårlig sag og egentlig ikke havde nogen som helst grund til at sagsøge hverken Avision eller de to ejere. Og det er vel også det, banken endte med at indse, siden de indgik forlig og trak sagen,” siger partner i advokatkontoret Ro Sommernes, Mathias Tveten.

Han betegner forliget som en stor sejr til sine klienter, i hvert fald økonomisk.
"Ja, det er en stor sejr. Og de er selvfølgelig meget lettede, for det er altså rigtig mange penge,” siger Mathias Tveten.

Solgte virksomhed til Bagger

Det i dag inaktive Avision var et norsk it-selskab, som Erik Bakken og Harald Etnestad solgte til Stein Bagger tilbage i 2007 for cirka 8,8 mio. kr.

Erik Bakken og Harald Etnestad troede fejlagtigt, at Avision efter at være blevet en del af IT Factorys norske datterselskab herefter skulle levere it-services til Danske Bank.

Men i virkeligheden brugt Stein Bagger det norske selskab til at begå leasingsvindel overfor Danske Bank. Tre af de syv leasingaftaler, som Danske Bank indgik med IT Factory, og som samlet set kostede banken 260 mio. kr. vedrørte aftaleforhold med Avision for et samlet beløb af 119 mio. kr.

Og tillagt renter siden 2007 beløber det sig til et tab på 197 mio. kr., som Danske Bank mente, at de norske ejere af Avision skulle erstatte banken.

Bank: Samlet vurdering  

Den norske advokat, Terje Marthinsen fra Kogstad Lunde & Co, der har ført sagen på vegne af Danske Bank, ønsker ikke at udtale sig om forligsårsagen.

"Det har jeg ingen kommentarer til, der må du tale direkte med Danske Bank,” siger Terje Marthinsen.
Her svarer bankens chefjurist, Flemming Pristed, at banken droppede sagen grundet flere forhold.

"Vi hævede den norske sag af procesmæssige årsager ud fra en samlet vurdering af procesrisikoen og muligheden for inddrivelse af vores krav,” skriver Pristed i en mail til Børsen.

Danske Bank har ifølge retsdokumenterne fået dækket en del af bankens tab gennem den kriminalitetsforsikring, som banken har tegnet hos forskellige forsikringsselskaber igennem forsikringsmæglervirksomheden Marsh.

I den oprindelige stævning af Avision har Danske Bank skrevet, at banken ”er pålagt at forfølge det fulde krav mod de ansvarlige i eget navn, men i beløb også på vegne af forsikringsgiverne, efter at udbetalingen har fundet sted”. Kravet mod Avision er således også fremsat på vegne af forskringsselskaberne, fremgår det af stævningen.

Advokat: Ret enestående sag
 
Men advokaten for de sagsøgte norske virksomhedsejere, Mathias Tveten, har under sagen argumenteret for, at sådan en ordning er i strid med en hovedregel i norsk erstatningsret. Og det gav den norske dommer Frode Støle ham medhold i.

Siden er sagen blevet forligt, uden at Avisions advokat han har fået en forklaring.
"Det er ret enestående. Jeg ved ikke, hvorfor de valgte ikke at følge sagen til dørs men i stedet indgik forlig, men jeg tror at de indså, at de ikke havde nogen god sag,” siger Mathias Tveten.

Flemming Pristed bekræfter i mailen, at Danske Bank valgte at stævne det norske selskab efter aftale med bankens forsikringsselskab.